Nyheder
imported

Oplevelser og aktiviteter i Blokhus hele året rundt

Erhvervsforeningen Destination Blokhus præsenterer kalender med arrangementer for alle aldre.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

Erhvervsforeningen Destination Blokhus kan hen over hele 2022 præsentere 47 forskellige events, som tilsammen omfatter  flere end 200 aktiviteter for områdets gæster, turister og fastboende.
 

For enhver smag

Blandt årets events er der mange gengangere, da de er yderst populære, men der er også nyheder.
Blandt andet venter der en overraskelse i påskeferien, hvor der vil være over 100 forskellige oplevelser og aktiviteter, så der er noget for enhver smag og aldersgruppe.

Blokhus og bilerne
Blokhus & Bilerne plejer at finde sted i september, men er i år flyttet til Kr. Himmelfartsferien, og som noget nyt bliver der arrangeret et stort pinsemarked på Torvet 4. juni.
Sommerkoncerterne på Torvet hver torsdag i ugerne 27 til 32 vender selvfølgelig tilbage, mens søndagskoncerterne i samme periode flyttes fra aften til eftermiddag og bliver til søndagsmatineer.

Blokhus og bilerne

Derudover er der blandt andet Fly-In 21. august, og så vender advents-weekenden tilbage 3. og 4. december efter et par år på pause på grund af restriktioner.

10 års fødselsdag

Erhvervsforeningen kan i februar fejre sin 10 års fødselsdag, og i løbet af disse år er der sket en kæmpe udvikling i området.
– Erhvervsforeningen ville samle erhvervet i Blokhus og Hune. Det er sket, og nu vil man i periferien også gerne spille med, fordi her er så stor en udvikling, at for eksempel en elektriker med forretning i Aabybro eller Nørresundby kan have sine ansatte beskæftiget her i området, fortæller bestyrelsesmedlem Lotte Kande.

Hele året rundt

Erhvervsforeningen tæller nu 120 medlemmer og har dermed den volumen, der betyder, at den kan løfte opgaven at være helårsdestination med aktiviteter hver eneste måned året rundt.
Det skyldes en stærk bestyrelse, et stærkt event-team og de uvurderlige frivillige samt samarbejdspartnere som Jammerbugt Kommune.
– Hvis man har det overordnede mål at være i toppen af Danmarks bedst besøgte destinationer, så kræver det, at man tager teten og sikrer den udvikling. Vi ser tydeligt, hvad vores 47 årlige events betyder. Vores gæster vil underholdes i deres ferie, og det kan de blive her. Vores gæster vælger os til på grund af vores høje aktivitetsniveau, uanset årstiden. Det har været med til at vende billedet af området de seneste 10 år, siger Lotte Kande.

> Se kalender for 2022 med events i Blokhus

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events