Med den seneste tids fokus på affaldsindsamling efter uheldet med de strandede container fra Mærsk, er strandene i Jammerbugt Kommune nu nærmest det man vil betegne som ualmindeligt rene, oplyste Jammerbugt Kommune for nylig i en pressemeddelelse, men for at være helt sikker fortsætter oprydningsarbejdet dog en rum tid endnu.
Peter Kjeldsten, der arbejder på virksomheden Sintex i Hobro, som ligger inde med meget stærke magneter, var hurtig til at tilbyde sin hjælp, da indsamlingen af strandet gods og affald efter Mærsk-uheldet stod på i julen. Magneterne blev brugt til at finde de meget omdiskuterede kanyler, der var skyllet ind på strandene, og Peter Kjeldsten tog derfor en forsøgstur. Efter flere kilometer frem og tilbage på Tranum og Ejstrup strande med en kraftig magnet i sandet, måtte han konstatere, at der ikke var skyggen af en kanyle.
-Efter nogle kilometers vandring op og ned ad stranden uden at finde andet end et stykke nylonsnor og et sugerør, kørte jeg hjem igen, fortæller Peter Kjeldsten.
På den sikre side
Jammerbugt Kommune vil dog gerne sikre sig så godt som overhovedet muligt i forhold til eventuelle skjulte kanyler længere nede i sandet. Derfor havde man i afdelingen for Vej og Park alliereret sig med Nordjysk Detektorforening, som ville gennemgå de strandstrækninger, hvor der i de første dage blev meldt om fundne kanyleposer.
-Vi vil jo gerne være helt sikre på, at der ikke ligger noget begravet, så det er dejligt, at Nordjysk Detektorforening har meldt sig på banen med en hjælpende hånd i dette arbejde, siger Flemming Kjeldgaard Larsen, chef for Vej og Park.
Foreningen var derfor mødt op på Rødhus strand søndag 21. januar med 30 mand fra hele Nordjylland. Med deres metaldetektorer søgte de efter kanyler både nord og syd for nedkørslen til stranden.
-Eftersøgningen endte ud med, at vi havde fundet 10 kanyler i sandet, fortæller formand Martin Sonne Schmidt og fortsætter: Samtidig samlede vi også affald, nu når vi var der alligevel, og der fyldte vi en 100 L balje. Foreningen har også aftalt med Jammerbugt Kommune, at de vil søge efter kanyler på Slettestrand/Svinkløv og Kollerup/Grønnestrand. -Men vi venter en lille måneds tid, hvor der er knap så stærk vind og mildere vejr, da det barske vintervejr også gør det hele lidt mere besværligt
Han fortæller videre, at det for de frivillige i foreningen, er vigtigt at hjælpe til i oprydningsarbejdet efter Mærsk-uheldet.
-Alle føler, at de arbejder i en god sags tjeneste. Det er ikke noget vi tjener noget på overhovedet. Vores medlemmer har jo også glæde af de rene strande, så det er rent samfundssind, vi arbejder ud fra, afslutter Martin Sonne Schmidt.