Aabybro

Politiet: De fleste veje er nu farbare

Nordjyllands Politi kan efter en travl nat melde, at de fleste veje i Nordjylland igen torsdag morgen er farbare. Politiet fraråder ikke længere udkørsel.
Torsdag morgen 2. december kan Nordjyllands Politi oven på en travl nat melde, at de fleste veje i Nordjylland igen er farbare.
– Politiet fraråder ikke længere udkørsel. Hovedfærdselsårerne og de fleste veje generelt er igen farbare. De fleste steder glider trafikken stille og roligt nu her i morgentimerne, oplyser vagtchef Mads Hessellund, Nordjyllands Politi.

Gode råd
Han har følgende råd til folk, der påtænker at køre ud i dag.
– Forvent, at vejene er glatte. Kør forsigtigt, kør i god tid og orientér dig på Vejdirektoratets hjemmeside, inden du kører, lyder opfordringen fra vagtchefen.
Der er fortsat et større oprydningsarbejde for bjærgningskøretøjer rundt om i Nordjylland, hvor en del biler, busser og lastbiler sidder fast i sneen. Det kan nogle steder give trafikale udfordringer.
Politiet henviser til Nordjyllands Trafikselskab, Vejdirektoratet, DSB, Banedanmark, Aalborg Lufthavn med flere for information om offentlig transport og forsinkelser.

Læs om fantastiske oplevelser og events