Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Knap 300 borgere var mødt op til det tre timer lange borgermøde i Hune Forsamlingshus for dels at begribe situationen omkring Jammerbugt Kommunes beslutning om at lukke Hune Plejehjem og dernæst for at imødekomme og forstå tanken bag et potentielt nyt friplejehjem i Hune.
En økonomisk byrde?
Der var så stuvende fuldt, at køkken, entre og forgang og baggang måtte tages i brug, mens flere engagerede borgere fra initiativgruppen satte fokus på hele problematikken omkring plejehjemssituationen i Hune.
– Det er som om, de bare vil have nedlagt det plejecenter. Hvorfor kan vi ikke løfte den økonomiske byrde af skuldrene på kommunen? Vi kan ikke finde os i det her, sagde Jens Saabo fra initiativgruppen.
Men et V, S, SF og BL-flertal kræver plejehjemmet lukket. Politikerne slog for nyligt fast, at beslutningen står ved magt, fordi der er generel overkapacitet af plejehjemspladser i Jammerbugt Kommune.
Anette Bang Andersen, der har sin far boende på Hune Plejecenter og arbejder som leder af psykiatriplanlægningen i Region Midtjylland, dokumenterede, at Jammerbugt Kommune måske snarere har underkapacitet. Hun havde søgt aktindsigt hos flere kommuner og fremlagde de tørre tal, som viser, at hvis plejehjemmet i Hune lukkes, vil der være 14,9 plejebolig pr. 100 borgere over 80 år. Her ligger Thisted, Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn på 16,2 – 18,4 pladser. Dertil kommer at Jammerbugt også har lang ventetid. Her skal man vente tre-fem måneder på en plejeboligplads, sammenholdt med 1-1,5 måned hos nabokommunerne.
– Jeg har svært ved at forstå, at der skulle være for mange plejehjemsboliger. Der må derfor ligge noget andet bag beslutningen om at lukke plejehjemmet, sagde Anette Bang Andersen med stor undren.
Til Nordjyske har Borgmester Mogens Gade efterfølgende kommenteret, at det ikke er en konkurrence om at have flest mulige plejehjemspladser. – Det handler om at matche det behov, der er. Vi har ingen generelle ventelister i Jammerbugt, og vi udnytter også kapaciteten langt bedre fremover, siger Mogens Gade. Han ser Initiativgruppens ideer komme som en hund i et spil kegler: -men hvis vi bevarer Hune Plejecenter, er vi nødt til at lukke et andet sted. Det er jo det dilemma, vi står i, siger Mogens Gade i Nordjyske d. 11. december.
Lukket, usaglig og for hurtig proces?
Der var ikke mange politikere til stede, der ønskede at fortælle, hvorfor de stemmer for at lukke plejehjemmet, hvilket syntes ilde set af de mange fremmødte, der stillede spørgsmålstegn ved hele processen med at lukke Hune Plejecenter.
– Processen har i vores optik været for lukket, usaglig og for hurtig. Jeg er fuldstændigt rystet over det her. Hvorfor tør man ikke diskutere det her? Jeg synes ikke, det er fair, at man ikke lytter til borgerne med den tilslutning, der er, sagde Henning Tidselbak, der er en del af initiativgruppen, og fortsatte: – Det ville selvfølgelig være nemmest, hvis vi kunne overtage lejemålet på plejecenteret, men hvis det ikke kan være anderledes, så må vi finde en anden placering til det.
Hvad skal plejehjemmet så bruges til?
Kommunen er bundet af lejekontrakt frem til 2032 hos Nørresundby Boligselskab. Der blev derfor rejst spørgsmålstegn ved, hvad man så har tænkt sig at bruge bygningen til, når der ikke længere skal drives plejehjem – hotel eller flygtningecenter?
Morten Marinus (DF) understregede tydeligt, at han ikke kendte noget til nye planer for plejehjemmet og stillede sig også tvivlende over for undersøgelser fra Kommunernes Landsforening (KL), der tidligere har været fremme med, at ældre ønsker at bo længst muligt i eget hjem.
Mariehjemmene
Initiativgruppen vil nu kæmpe videre for deres sag om at etablere Mariehjemmet i Hune og agter stadig at videreføre driften af Hune Plejecenter som friplejeboligleverandør i henhold til friplejeboligloven. Det sker blandt andet via en underskriftsindsamling, der indtil nu har samlet 462 protestunderskrifter.