Festivalen, der startede med 3000 gæster, er år for år vokset til lokalområdets største begivenhed, og består nu af mere end 60 stande med alt indenfor kvalitetsgarn, designs og tilbehør til strik/ hækling m.m. samt mere end 20.000 gæster.
Nyheder
I 2018 er der igen mange nyheder til Saltum Uldfestival. – Der kommer en fin scene til festivalpladsen, med forskellige aktiviteter som modeshow, musikalsk underholdning og ikke mindst Strik & Stræk. Der vil hele weekenden foregår diverse indslag herpå, fortæller Gitta Hansen, der er formand for Saltum Uldfestival – og påpeger at folk stadig kan tilmelde sig til ”tid på scenen” – stadeholdere såvel publikum og endda musikere.
Strik fra De Baltiske Lande
Temaet for 2018 afspejler sig i år i strik fra De Baltiske Lande: – Letland er især kendt for fine vanter og strømper i mange farver og smukke mønstre. Traditionen med at strikke disse vanter og sokker går 1000 år tilbage. Der er fundet vanter helt tilbage fra det 10. århundrede, fortæller Gitta. Haapsalu, en by på vestkysten af Estland er sammen med Tallinn kendt viden om for deres smukke sjaler og tørklæder i kniplingsstrik. – Det er meget specielt for strikkere fra disse to områder, at hver strikker har udviklet sin egen teknik til dele af mønstrene, næsten som vi hver især har vor egen håndskrift. Traditionen med Haapsalu sjaler går mere end 200 år tilbage og de er næsten altid strikket i uld, hvilket man også vil kunne opleve og hente inspiration fra, til årets festival, forklarer Gitta.
Den store Strikkedyst
Arbejdsgruppen bag Saltum Uldfestival er rigtig glade for – og stolte over, at hele to deltagere fra Den Store Strikkedyst deltager. Det bliver henholdsvis deltageren, Koushi fra sæson 2014 og senere vært i 2015 og 2016, samt Mette Larsen der kom helt til finalen i 2015. – Det at aktører selv henvender sig – endda uopfordret er måske også et tegn på, at Uldfestivalen er blevet så stor, at den har fået national og international interesse, afslutter hun.