Banen har egentlig været undervejs i et års tid, men nu er finansieringen ved at være på plads, og vi er meget tæt på at kunne åbne, siger Peter Dahl, projektleder og medlem af bestyrelsen hos Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Inden længe vil Torvet i Blokhus fyldes med en 25 x 12,5 meter skøjtebane, som skal være med til at gøre destinationen endnu mere spændende i vinterperioden. – Banen har egentlig været undervejs et års tid, men nu er finansieringen ved at være på plads, og vi er meget tæt på at kunne åbne, fortæller Peter Dahl, projektleder og medlem af bestyrelsen hos Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Han håber på, at man kan åbne de nye og spændende faciliteterne den 3. november, men det er ikke endeligt på plads. – Vi skal lige have de sidste detaljer på plads med vores tyske leverandør, men der bliver helt sikkert åbnet for den isende fornøjelse et sted imellem d. 1. og 15. november, hvor vi til indvielsen vil invitere skoler, ishockeyklubber og små skøjteprinsesser til at være med til at lave en festlig åbning, forklarer han.
Offentlig adgang og ekstraordinære events
Banen etableres centralt på Blokhus Torv og den nye skøjtebane skal vedligeholdes 2 gange dagligt. – Vinden tærer mere på isen end skøjterne gør. Til at drive banen allierer gruppen sig derfor med de mange uundværlige frivillige, som også er med til at drive mange øvrige aktiviteter i feriebyen Blokhus, oplyser Peter Dahl. Skøjtebanen vil have offentlig adgang, og der vil være åbent dagligt i november, december og januar måned. – Udover at være almindelig skøjtebane – hvor offentligheden kan få isende gode oplevelser ved Vesterhavet, så er det også planen, at banen skal rumme nogle permanente aktiviteter. Det vil f.eks. være muligt at afholde firmaturneringer i hockey med blød bold, is-petanque, is-bowling og is-curling. Til dem, der ikke er så vante til at løbe på skøjter, kan der lejes en "pingvin", som er en form for rollator, som man kan støtte sig til indtil man er helt fortrolig med at styre skøjterne", fortæller Peter Dahl.
Vinterfornøjelser ved Vesterhavet – Skøjteløb og julebelysning
Skøjtebanen er ikke den eneste nye investering i området. Destinationen har lavet en 5-årig plan for at øge opmærksomheden omkring feriebyen Blokhus i vinterperioden. – I år investerer Erhvervsforeningen Destination Blokhus nemlig 50 % ekstra midler i julebelysningen, og Skulpturparken Blokhus har også investeret yderligere i at udbygge Magisk Jul. – Vi går all-in på jul og vinterfornøjelser ved Vesterhavet. Det bliver rigtig flot, og alle gæster kan få en unik oplevelse og komme i ægte julestemning", forklarer formanden for Erhvervsforeningen Destination Blokhus, Berit Bøjstrup. Peter Dahl glæder sig også over den flotte opbakning til projektet og forventer også, at banen kan være med til at tiltrække gæster i ydersæsonen. Der kommer rigtig mange gæster til Blokhus i forvejen, og de kan naturligvis bruge banen, men vi forventer også, at den ekstra investering i skøjtebanen og julebelysningen kan være med til at tiltrække endnu flere gæster i vinterperioden. Banerne er utrolig populære andre steder i landet, og det samme forventer vi, at den vil være i Blokhus, afslutter Peter Dahl.