Brovst

Skoler og dagtilbud kan snart droppe ugentlige test

Fra og med mandag 21. februar vil der ikke længere være en opfordring til at blive screeningstestet to gange om ugen i dagtilbud, på grundskoler og på ungdoms- og voksenuddannelser.
Det vil dog fortsat være muligt at få udleveret selvtest til brug for test som øvrig kontakt, oplyser undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Opfordring ophører
Regeringen har på baggrund af rådgivning af den Faglige Referencegruppe besluttet, at opfordringen til screeningstest ophører fra mandag 21. februar. Sundhedsstyrelsens opfordring til at blive testet, hvis man er øvrig kontakt, vil fortsat være gældende.
– Jeg er simpelthen så glad for, at vi er kommet så langt i håndteringen af pandemien, at vi kan droppe screeningstestene. Det er endnu et skridt mod en mere normal hverdag. Sygdommen er stadig i blandt os, og mange er syge i øjeblikket, men takket være en stor indsats fra både elever og personale kan vi se lyset forude, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Det vil fortsat være muligt at udlevere selvtest til medarbejdere i dagtilbud, medarbejdere og elever på grundskoler og på ungdoms- og voksenuddannelser til test som øvrig kontakt, fx ved smitte i klassen.
Som konsekvens af ophøret af screeningstest har regeringen også besluttet, at test ved assisteret podning og selvpodning under supervision udfases hurtigst muligt.

Fra og med mandag 21. februar:

  • Opfordringen til to ugentlige screeningstest bortfalder for elever fra og med 1. klasse i grundskolen og elever, kursister og deltagere på ungdoms- og voksenuddannelserne samt for medarbejdere i dagtilbud, i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelserne.
  • Der kan fortsat udleveres selvtest til brug for test som øvrig kontakt til medarbejdere i dagtilbud, elever og ansatte på grundskoler samt elever, kursister, deltagere og ansatte på ungdoms- og voksenuddannelser. Muligheden for udlevering af selvtest gælder, så længe Sundhedsstyrelsen har en opfordring til at blive testet som øvrig kontakt.
  • Test ved assisteret podning og selvpodning under supervision på grundskoler, herunder på efterskoler og frie fagskoler udfases hurtigst muligt.

Læs om fantastiske oplevelser og events