Aabybro

Sommer med flot opbakning til lokale butikker

Sommeren er forbi nu, og det har også for Aabybros butikker været en særlig en af slagsen på bagkant af et forår præget af Corona og nedlukning samt sommermåneder med flere danske turister og lokale borgere, der er blevet hjemme fra det store udland.
Og det har kunnet mærkes positivt.

Bog&Ide
– Sommeren er gået fint. Vi kan godt mærke, at der har været mange flere turister i Aabybro og omegn, og særligt rigtig mange danske turister, siger Klaus Simonsen fra Bog&Ide.
– Der har også været flere af vores sædvanlige kunder forbi for at købe bøger, spil og legetøj til haven, uddyber han.
I juli måned har omsætningen i Bog&Ide også været oppe på indeks 120.
– Det er vi meget glade for, men vi kan også mærke, at vi stadig mangler omsætning fra marts, april og maj, siger Klaus Simonsen.

Klaus Simonsen er særlig tilfreds med juli måned. Foto: Vores Jammerbugt

Meny
Også hos Meny har det været en god sommer.
– Folk har været hjemme og hygget sig. I stedet for at tage på restaurant har de spist hjemme og købt lidt ekstra lækkert ind med godt kød og god vin, og delikatessen har haft travlt, fortæller Vagn Tidselbak.
– Vi har generelt haft travlt, og vi kan mærke, at folk bakker op om de lokale butikker, siger han.

Kunderne har forkælet sig selv lidt mere, er erfaringen hos Meny og Vagn Tidselbak. Foto: Vores Jammerbugt

Witting
Witting Herretøj har haft en flot sommer med et indeks, som er pænt højere, end det vanlige.
– Vi har oplevet en god opbakning fra kunderne, siden vi åbnede igen efter Corona, og nu er der også en del salg til konfirmations-gæster, siger Niels Witting.
Dog kunne det mærkes, at året lettere og anderledes udgave af By Night ikke gav det samme besøg, blandt andet fordi Østergade ikke var spærret.
– Men det var godt, at vi havde det fælles sommersalg i byen, for vi havde stadig et pænt besøg, og uden den dag havde det ikke været så god en juli, siger Niels Witting.

Witting havde også udsalg i løbet af sommeren. Foto: Vores Jammerbugt

Tiff
Også hos Tiff kan Tina Voigt melde om et flot sommersalg.
– Vi skal ikke klage over juni, juli og august, men tiden før vil vi gerne klage over, siger Tina Voigt.
Under forårets nedlukning af landet mistede Tiff-butikkerne et stor millionbeløb i omsætning.
– Men når man står i en krise, skal man fokusere på det positive, og det er sommermånederne. Det andet kan man alligevel ikke ændre, siger Tina Voigt.
I juni omsatte Tiff for indeks 103, indeks 100 i juli og august lander mindst på indeks 102.
– Vi håber, at kunderne bliver ved med at bakke op og handle lokalt, ellers vil vi miste kollegaer rundt omkring, fortæller hun.

Tina Voigt og Tiff klager heller ikke over sommeren. Foto: Vores Jammerbugt

Læs om fantastiske oplevelser og events