Brovst

SommerSang på Bratskov

 | FOTO: Presse
En musikalsk oplevelse i idylliske omgivelser

I den smukke kulisse med Herregården Bratskov som baggrund, vil dagens kunstnere fylde parken med musik og sang, når der søndag den 11. august 2024 for 3. år i træk bydes på SommerSang på Bratskov.

Arrangementet, som er blevet en værdifuld tradition for mange, er planlagt af Karsten Højen i samarbejde med SommerSang Udvalget. De har engageret sig med en række kendte musikere, som vil optræde i den naturskønne park ved herregården Bratskov i Brovst. På scenen kan publikum se frem til et spændende program, når de skal opleve solisterne Erik Grip, Karen Grarup, Søren Krogh, The Islanders og Rasmus Dissing.

Dørene åbner kl. 12.00, og fra kl. 12.30 vil Sidsel & Nielsen Banden sørge for at sprede godt humør med deres musikalske opvarmning, mens publikum finder deres pladser. Koncerterne starter kl. 13.00, og dagen vil byde på fællessang med de forskellige kunstnere og vel nok Nordjyllands bedste husorkester Herregårds Orkestret. Sanghæfter udleveres ved indgangen, så alle kan synge med.

Konferencier Bo “Giro413” Larsen vil binde arrangementet sammen og sikre en god stemning dagen igennem.

Gæsterne opfordres til at medbringe egne stole, men det er også muligt at købe stole og tæpper på pladsen, som man kan tage med hjem og bruge igen næste år. Der vil være salg af drikkevarer og mad til fair priser, så ingen behøver gå sultne eller tørstige hjem.

De foregående år har SommerSang på Bratskov været en stor succes, hvor gæsterne er gået hjem med gode musikalske minder. Arrangørerne er sikre på, at succesen vil gentage sig i år, og billetterne er eftertragede. Så for at sikre sig en plads kan de købes hos EXPERT i Brovst eller online på www.brovstmusik.dk til en pris af 185 kr. Arrangementet forventes at afslutte senest kl. 18.00.

Arrangørerne ser frem til endnu en skøn sommereftermiddag fyldt med musik og fællesskab i den smukke park i Brovst.

Læs om fantastiske oplevelser og events