Nyheder
imported

Stamgæster og frokostjazz på Strandhotellet

Det flotte badehotel kan melde stort set udsolgt hele juli.

Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark

Juli er som altid højsæson for et badehotel, og det gælder også det flotte Strandhotellet i Blokhus, der oplever stor interesse for de 37 dobbeltværelser i hovedbygningen samt to luksus ferielejligheder i Kancelligården overfor.
– I juli måned er det hele stort set væk. Der er enkelte dage, hvor der er lidt værelser tilbage endnu, mens det stilner lidt af i august, når skolernes ferie slutter, fortæller hotelchef Sarah Kamstrup Christiansen.

Jazz i gårdhaven
Og udover oplevelsen af at bo centralt i Blokhus og nær den brede hvide strand, så kan gæsterne hver fredag i juli glæde sig til frokostjazz fra kl. 12.00 til 15.00 i den hyggelige gårdhave.
Her underholder Blockhouse Vintage Jazz Band, og gæster både fra hotellet og udefra kan nyde en frokost som Strandhotellets skaldyrsfad ledsaget af en flaske rosé, mens andre af hotellets gæster, som bor i værelserne, der vender ud mod gårdhaven, kan benytte liggestolene på de store balkoner og nyde solen samt et glas hvidvin, mens de lytter til jazz.

Norsk og tysk besøg
Strandhotellet kan også mærke, at de normale tider med udenlandske turister er tilbage.
– Vi bliver jo primært besøgt af det grå guld, og vi kan se, at de mange norske og tyske gæster er tilbage sammen med også lidt svenske, fortæller Sarah Kamstrup Christiansen.
– Og selvfølgelig også vores danske stamgæster, som vender tilbage hver sommer, og nogle af dem også flere gange om året. Dem har vi en del af, og det er rigtig hyggeligt, fortæller hotelchefen.

Læs om fantastiske oplevelser og events