Nyheder
imported

Stor interesse for nye lejligheder i Bækgården

Blokhus: Nye butikker kan præsenteres i starten af det nye år.

Tekst og foto: Martin Frandsen

Bygherrerne bag det nye Bækgården, som er ved at blive opført syd for Torvet i Blokhus og over for Strandhotellet, har mange forespørgsler til både de kommende 8 luksuslejligheder samt de nye erhvervslejemål i stueplan.
Bygningen opføres i to etager i stil med Strandhotellet og med erhvervslejemål i stueplan.
– Vi oplever stor interesse for ejerlejlighederne. Lige nu er 3 af de 8 reserveret, og vi forventer at kunne starte salget i slutningen af 2021, oplyser Mikael Kristensen.
Han står bag projektet sammen med Andreas Helgstrand samt ægteparret Marie Louise og Steffen Ebdrup.

Konturerne tegner sig

Byggeriet er forsinket som følge af en kombination af knaphed på byggematerialer samt, at der gennem sommeren er blevet taget ekstra hensyn til, at der heldigvis var mange gæster i Blokhus.
– Så lige nu arbejder vi med en plan om, at lejlighederne er klar umiddelbart inden sommerferien 2022, oplyser Mikael Kristensen.
– Men vi begynder at se konturerne af vores vision om en smuk og naturlig afslutning på Torvet mod syd, og vi kan allerede nu fornemme den luksus, det bliver at sidde på sin altan og nyde solen uden en vind – selv på meget blæsende dage.

Nye butikker

Der er også stor interesse for erhvervslokalerne, og bygherrerne håber, at de i begyndelse af 2022 kan præsentere hvilke nye flotte butikker, der kommer til Blokhus.
Og forventningen er, at forretningerne kan åbne til marts eller i starten af april.
Bækgården kommer til at omfatte 4 lejligheder på 1. sal og yderligere fire på 2. sal i størrelserne fra 100-130 kvadratmeter, og der følger minimum 2 og op til 4 altaner med.
Lejlighederne er typisk indrettet med to toiletter og nogle med walk-in samt to værelser, stue eller spisestue, køkken, biopejs og gulvvarme.
Desuden hører der en p-plads med el-ladestander til hver lejlighed i kælderen, hvor der også er værksted, cykelparkering, 8 pulterrum på cirka 8 kubikmeter samt elevator.
Priserne ligger mellem 3,9 og 4,9 mio.
Der bliver hyggeligt gårdmiljø med udebruser.

Det samlede erhvervsareal er 470 kvadratmeter og opdeles i flere lejemål.
Her er der også kontorfaciliteter, toilet og kantine til det ene lejemål samt 2 p-pladser, som muligvis også kan lejes.

Læs om fantastiske oplevelser og events