Tekst: Anne Nøhr Ringgren Foto: Per Lange og presse
Lørdag den 9. juli er der store kunstnernavne på plakaten, når lokale og turister valfarter til koncertpladsen i Løkken. Udover store navne som Rasmus Seebach, Lis Sørensen og Gnags, så tæller programmet også Kesi og Jung samt Queen Machine, som lukker ballet som sidste navn på dagen.
Navnene har tiltrukket mange mennesker. For forsalget går godt, oplyser Kim Bach, talsmand for Løkken Koncert. Det er faktisk noget foran det vi havde i 2019, og allerede nu har mellem 7. og 8.000 indløst billet til dagen.
Det er vi jo rigtig glade for, for overskuddet går ubetinget til GVL Idrætsforening, som står for Gølstrup, Vittrup og Løkken. De er arrangør af eventen, og har været det i mange år. Og de fleste år har koncerten genereret rigtig gode overskud til idrætslivet og ungdomsarbejdet i Løkken, hvor vi taler både om 3-4-5-6 og 7 cifrede overskud, fortæller Kim Bach.
Et program der rammer bredt
Gode kunstnere og fantastisk stemning er det, der kendetegner koncerten i Løkken. Vi gør os umage for at sammensætte et program som rammer bredt, så der er noget for alle aldersgrupper. Faktisk er publikummet familier med børn lige fra 6 år og op samt ældre mennesker på op til 80-90 år, for plejehjemmet Havgården, som ligger lige overfor koncertpladsen kigger også altid forbi.
Tilgængeligheden er også nøje gennemtænkt, for P-pladsen ligger lige op ad koncertpladsen, så man ikke skal gå flere kilometer for at komme til indgangen, siger Kim Bach.
Historien om Løkken Koncerterne
Koncerterne har en lang tradition i byen og Kim Bach fortæller, at det faktisk var i Løkken i 1983, at den første Grøn Koncert blev holdt i Danmark. Holdet bag Grøn Koncert henvendte sig i Løkken, da byen havde erfaring med at afvikle koncerter. Da dette samarbejde sluttede blev konceptet i stedet det Løkken Koncert, som vi kender i dag, og det har været afholdt lige siden hvert år.
Vi glæder os til at gennemføre igen i år. Det er altid en stor dag i byen. Og vejret ser lovende ud, siger Kim Bach. Der kan stadig købes billet til koncerten på internettet, og ellers kan den købes på dagen ved hovedindgangen.
> Se samlet program for Løkken Koncert 2022
> Køb billet til Løkken Koncert 2022