Løkken:
I Løkken sker der mange spændende aktiviteter hen over sommeren. Der er alt fra historiske fortællinger og oplevelser i naturen.
Tekst: Line Lilholt Hansen – Foto: Presse
Vendsyssel Historiske Museum inviterer på guidede ture i naturen i Løkken. Onsdag d. 16. juli kan man tage på insektsafari ved Rubjerg Knude, hvor man kan være heldig at finde vortebidderen, som er Danmarks største græshoppe. Mød op på Strandfogedgården kl. 13.00 og få en hyggelig eftermiddag i naturen. Hvis man vil høre mere om det tilsandede fyr ved Rubjerg Knude, vil en naturvejleder fra Vendsyssel Historiske Museum d. 16. og 23. juli kl. 10.30-12.00 fortælle om dets dramatiske historie og kampen mod sandflugten.
Du kan også besøge det historiske Børglum Kloster, hvor konger, munke og herremænd har boet siden vikingetiden. Hør historien om stedet og gå på vandring i de over 3000 kvadratmeter udstillingslokaler. Tirsdage og torsdage kl. 13.00 i juli fortæller Anne Rottbøll om klosterets historie og om landbruget og avlsgården onsdage kl. 13.00.
Løkken Museum arrangerer en 3 km lang gåtur på Løkken strand, hvor Poul Wilhelmsen fortæller om 2. Verdenskrig og formålet med bunkeranlægget. Turene afholdes torsdage d. 17. og 31. juli samt d. 21. august. Man kan høre om Løkkens udvikling og tilblivelse på tirsdage i juli, hvor Løkken Turistbureau inviterer på en travetur gennem byen og klitterne.