5 medarbejdere fra Jammerbugt Kommune følger med til Udbetaling Danmark, når den nye offentlige myndighed går i luften 1. oktober.
De borgere, der får Familieydelser vil pr. 1. oktober opleve, at børne- og ungeydelse, børnetilskud og underholdsbidrag kommer fra Udbetaling Danmark. Fra 1. december overgår barselsdagpenge, og til 1. marts 2013 er det folke- og førtidspension samt boligstøtte, som følger efter.
I Jammerbugt Kommune betyder det også ændringer. 5 medarbejdere fra Jammerbugt Kommune følger med til Udbetaling Danmark. Det gælder blandt andet Jammerbugt Kommunes pensionsteam i Borgerservice.
Teamet består af Henrik Kjeldgaard, Lone Bonkegaard og Henny Reeves. Alle medarbejdere har været ansat i de gamle sammenlægningskommuner og senere i Jammerbugt Kommune, så det er et stort erfaringsgrundlag, som kommunen siger farvel til.
– Arbejdsgangene i Udbetaling Danmark bliver meget anderledes end i kommunerne. Borgere fra hele Danmark vil blive betjent på tværs af fem centre fordelt i Frederikshavn, Holstebro, Haderslev, Vordingborg og Hillerød. Det betyder, at en borger fra Nordjylland kan komme til at tale med en medarbejder fra Hillerød, siger Henny Reeves og Henrik Kjeldgaard.
– Indgangen til Udbetaling Danmark bliver www.borger.dk, når der skal søges om ydelser. Det er vigtigt, at borgerne benytter denne online kanal, og at han/hun betjener sig selv online. Borgerne kan stadig henvende sig i Borgerservice, hvis der er bruge for råd og vejledning, forklarer Lone Bonkegaard.
– Men det vil altid være Udbetaling Danmark, der beregner og udbetaler ydelser til borgerne, siger Lone.
Fakta:
Det er meningen, at Udbetaling Danmark skal hente 300 mio. efter 2 år.
I Udbetaling Danmarks center i Frederikshavn bliver der ansat ca. 160 medarbejdere.
Der overgår 5 medarbejdere fra Jammerbugt Kommune til Udbetaling Danmark i Frederikshavn.