Blokhus

Terrassesnak med Heidi fra Blokhus Lys

Heidi stortrives både i sit job og i privatlivet
TÆT PÅ Blokhus Lys

Blokhus Avis har mødt 47 årige Heidi Winther, bestyrer og medejer af Blokhus Lys, på butikkens dejlige sydvendte terrasse til en snak om stort og småt. Jeg fornemmede klart, at der ikke blot er masser af lys på hylderne i butikken. Det er der også i Heidis øjne. Lyset og glæden i øjnene udspringer af, at hun stortrives både på sit arbejde og i privatlivet.

Heidis vej til Blokhus Lys

Midt i august har hun arbejdet for Blokhus Lys i syv år. Forud er gået, at hun blev udlært salgsassistent i 1995, hvorefter der fulgte et halvt år på dekoratørskole i Viborg fulgt op af en læreplads som dekoratør i Hjørring. Her blev det til fem års beskæftigelse, inden turen gik til Aalborg som ansat i en stor brugskunstbutik i yderligere fem år. Et job i afdelingen for brugskunst i Bahne i Aalborg gav endnu mere appetit på den branche, så Heidi kastede sig ud i at etablere sit eget indretningsfirma med både private kunder, erhverv og institutioner som målgruppe. Så på et tidspunkt skulle hun med datteren og hendes skoleklasse på en udflugt til Gateway i Blokhus Klitplantage og benyttede lejligheden til at slå vejen inden om Blokhus Lys for at aflevere en uopfordret ansøgning. Sjovt nok var butikkens indehaver Thomas Olesen stødt på Heidis profil på Linkedin, så han var klar over, at det var lige netop en person som Heidi, han stod og manglede. Hun startede derfor som serviceassistent og blev fra januar 2020 butiksbestyrer, inden hun købte sig ind i firmaet i 2022. Det har hverken hun eller Thomas Olesen på noget tidspunkt fortrudt! Det fungerer bare optimalt.

Også tid til fritid og samvær med familie og venner

Privat bor Heidi i Vadum med sin kæreste og fire sammenbragte døtre i alderen 13 til 18 år, så der er nok at se til både på arbejdet og på hjemmefronten. – Fritid bliver der dog også plads til i Heidis liv. Den bruger hun bl.a. på lange afstressende traveture med gode veninder. I vinterhalvåret står den på jumping fitness, ligesom både hus og have, familien og dens lille kat fylder meget og giver Heidis liv mening og sammenhæng. Sidste år tog hele familien revanche på rejsefronten efter et par års corona-tørke. Turen gik til den græske ø Kreta, og i år holdes sommerferien under hjemlige himmelstrøg i et sommerhus i Nørlev Strand. Heidi holder som regel fri sammen med mand, børn og kat i forsæsonen uge 27 og uge 28, inden den store travlhed for alvor sætter ind hos Blokhus Lys. Det sker erfaringsmæssigt fra august og faktisk resten af året, hvor butikken besøges af ikke blot mange danskere, men også af bl.a. masser af tyske turister, der har fået øje på den spændende butik med det brede udvalg af lys, servietter og brugskunst af enhver art. I øvrigt findes der i den velassorterede butik med masser af spændende kroge og afsnit en permanent 200 m2 stor juleudstilling. Også ægtemændene og børnene er der tænkt på med henholdsvis et særligt hjørne med ”mandehørm” i form af dåser og skilte samt en blød lænestol, hvor man kan fordybe sig i et magasin. Mens mor går på opdagelse i det brede varesortiment, og far læser blade m.v., kan de trygt sende børnene ud på en spændende legeplads med indbygget tryghed, da den er indhegnet. I det hele taget er Blokhus Lys en kunde- og familievenlig butik, der sætte mennesket i centrum.

Arbejdsliv og privatliv går op i en højere harmonisk enhed

Her er der hjerterum og plads til alle, så kunderne føler sig trygge og veltilpasse, når de kommer i butikken. Også i år er lysene, resten af det brede varesortiment, Heidi og det øvrige personale i Blokhus Lys klar til at tage imod både velkendte og nye kunder. Den røde løber er rullet ud foran indgangsdøren, og der er ingen tvivl om, at der vil blive slidt stærkt på den. – Heidi er klar til sæsonen og glæder sig til mødet med kunderne – ligesom hun ser frem til, at der også er plads til familien og vennerne, så hendes arbejdstilværelse og hendes privat liv går op i en højere harmonisk enhed.

Læs om fantastiske oplevelser og events