Nyheder
imported

Thea er udlært

Onsdag d. 26. juni afslutter Thea sin elevtid i Kirkensgaard i Hune.

Tekst og foto: Lotte Kande

Thea Pedersen kan nu, efter 2 års elevtid som salgsassistent, fejre endt uddannelse. Oprindeligt er hun uddannet pædagog, men hendes livslange interesse for modeverdenen kunne hun ikke slippe og derfor tog hun springet. – Det er jo en helt anden branche, fortæller Thea til Blokhus avis, men samtidig kan der drages paralleller idet service og daglig kontakt med mennesker fortsat er i fokus, siger hun. Indehaver af Kirkensgaard i Hune, Jonna Nielsen, er udover at være Theas chef også Theas svigermor. – Jeg har selvfølgelig oplevet flere spørge om ikke det kan være svært, at arbejde så tæt med min nærmeste familie. Men jeg har nydt hver eneste dag, siger hun og fortsætter. – Vi supplerer hinanden rigtig godt og har hver haft vores fokusområder, som vi begge har kunne lære af. Samtidig er vi to piger med højt humør, hvilket har gjort det til en glæde, hvorfor jeg også har takket ja til at blive fastansat allerede fra torsdag d. 27. juni, afslutter Thea, der i øvrigt er Jonnas første elev, med et smil på læben.

Flot fagprøve

Thea er en beskeden pige, men jeg er så stolt af hende, fortæller Jonna, da snakken falder på Theas fagprøve. – Her satte hun øget fokus på vores julehandel med div. konkurrencer og events i hele december måned. Det mundede sig ud i et flot 12-tal og det skal selvfølgelig fejres, afslutter Jonna. Og fejring bliver der. Fra d. 26. – 28. juni bugner butikken af gode tilbud, ligesom der serveres søde fristelser.

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events