Hele to gange kunne man slå katten af tønden i Blokhus i dag søndag.
Allerede fra om formiddagen bragede det løs i Blokhus Centret. Først med en ordentlig kanonsalve på selve torvet, hvor de brave kanonerer fra Blokhus Kanonlaug fyrede den mere end 200 år gamle kanon af til stor fornøjelse for de mange fremmødte.
På grund af snevejret flyttede man arrangementet indendørs ind i Blokhus Centret. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk
Så trak alle indenfor, da man på grund af sneen havde valgt at hænge tønderne op inde i Blokhus Centret.
Og her blev der slået til tønderne, mens en af de glade arrangører fra Destination Blokhus Erhverv glad kunne fortælle om et rekord stort antal fremmødte børn.
Fastelavnsfesten i Blokhus startede med en kanonsalve. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk
– Vi har udleveret 132 poser slik til udklædte børn og det er 11 mere end sidste år, fortalte en glad uddeler fra Lokal Brugsen i Blokhus, Anders Sølvkjær.
Mange af de fremmødte var børn som var på vinterferie i Blokhus. Men der var også børn fra Brønderslev, Pandrup, Kaas, Saltum og Aalborg – For bare at nævne nogle af de byer der var repræsenteret i Blokhus Centret denne formiddag.
Der var opsat fire tønder til de forskellige aldersgrupper, så selv de mindste have en chance. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk
Og de blev forkælet til den helt store guldmedalje. Dagli Brugsen sørgede for fastelavnsboller, kakao og slikposer til børnene, mens Iscafeen på Torvet gav gratis kaffe til de mange forældre, bedsteforældre og andre nysgerrige.
Der blev ikke vist nåde. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk
Efter tøndeslagningen havde Westvind og Kalstrup sponsoreret flotte gevinster der blevet trukket ud på numre som børnene havde fået.
– Stor ros til et fantastisk arrangement, lød det fra en familie fra Rødovre, og de var absolut ikke de eneste som havde stor ros til arrangementet.
Kattekonger, kattedronning samt de bedst udklædte. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk
Tønder fik også tæsk i Hune
Og tøndernes mareridt var ikke ovre med arrangementet i Blokhus. Senere på dagen stod den på tøndeslagning i Naturbørnehaven i Hune.
Som sædvanligt var børnene flot udklædte. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk
Her havde nogle lokale beboere taget initiativ til endnu en gang tøndeslagning.
Også her var der stort fremmøde, med masser af udklædte børn og glade voksne.
Der blev slået til. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk
Igen buldrede tønderne, og der blev gået til stålet med stor iver.
Efter at tønderne var slået i gulvet, var det tid til hygge med fastelavnsboller og kaffe.
Efter tøndeslagningen var der friske nybagte fastelavnsboller. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk
Jo, der var rigtig gang i tøndeslagningen i Blokhus området denne søndag.
Kongerne og dronningerne fra dagens arrangement i Hune Naturbørnehave. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk