(Privatfoto)
Tranum Ferieby ved Kronvildvej fortsætter sin fine udvikling.
Området bliver flottere og flottere med også flere aktiviteter og derfor også stadig mere attraktiv for både ejere og lejere.
Derfor bliver feriehusene nu også solgt som varmt brød, oplyser Torben Vinter, formand for Tranum Ferieby.
– Vi arbejder konstant på at forbedre og forfine vores område og har således lige fået etableret en ny minigolfbane til lidt mere end 300.000 kroner, og i den forbindelse har vi søgt diverse fonde og puljer om donationer, fortæller han.
Arbejde og fest
Indtil videre er der kommet en donation fra Feriepartner Jammerbugts Oplevelsesfond, som lørdag 21. maj kl. 17.00 kommer til Kronvildtvej og overrækker 12.500 kroner.
– Vi har tidligere modtaget donationer fra Feriepartners Oplevelsesfond og er meget glade for, at de fortsat støtter os, oplyser Torben Vinter.
Overrækkelsen bliver samtidig en god afslutning på en arbejdsdag for kredsen af frivillige grundejere og også en god optakt til aftenens fest for de frivillige.