Aabybro

Travl koncertkalender

Hele tre julekoncerter i vente på Kulturcenteret

Jammerbugt Kulturcenter – beliggende ved søen i Aabybro – slår dørene op til hele syv koncerter det næste stykke tid, oplyser de i en pressemeddelelse. Det bliver blandt andet til et glædeligt genhør med Ester Brohus 16. november, der sammen med sin faste makker, guitaristen Knud Møller som kapelmester, markerer sit 40 års jubilæum i november med et brag af en band-turne.

Tre forskellige bud på en julekoncert

Efter sidste års succesfulde julekoncert, er det blevet til et naturligt genvalg at Julie Berthelsen, indleder julens koncerter torsdag 30. november med den intime vokalbaserede koncert, Nordstjerne, akkompagneret af hendes orkester og korsanger. 

Julie synger julen ind med noget gammelt og velkendt, fortolket på en ny måde, samt nogle mindre kendte- men helt særligt smukke julesange så man virkelig kan mærke julestemningen og varmen omkring julen.

Søndag eftermiddag den 3. december præsenterer Kulturcenteret derudover, i samarbejde med DGI-huset, årets julekoncert for hele familien, ung som gammel, når Kaya Brüel & Ole Kibsgaard med band tager dig med på en rejse igennem 24 af de mest velkendte sange fra TV-julekalendere gennem tiden med showet Alletiders Julekalendersange.

-Det bliver næsten ikke mere julet end her og der er garanti for perfekt julestemning. Da koncerten afholdes første søndag i advent, kunne det selvfølgelig også være en oplagt adventsgave. Arrangementet henvender sig til hele familien og alle børn, allerede fra den tidlige skolealder, kan højst sandsynligt synge med på en del af sangene. Kaya og Ole hiver desuden også nogle af de helt gamle klassikere frem, som bringer juleminder frem hos både forældre og bedsteforældre, udtaler koncertansvarlige Mads Mølgaard.

Julens arrangementer rundes af med en pose julegodter for alle elskere af salsa og latinmusik, når Los Cubraz byder indenfor til Julesalsa søndag eftermiddag 10. december. Her vil der også være plads til, at de danseglade kan prøve kræfter med Salsaens kunst foran et levende orkester.

Læs mere om koncertprogrammet her

Læs om fantastiske oplevelser og events