Tekst: Louise Kande (Visitdenmark)– Foto: Poul Nymark Foto
De udenlandske og danske turister har samlet set foretaget 5 pct. eller godt 2,3 mio. flere overnatninger i Danmark i år 2015 sammenlignet med året før. Væksten er især drevet af de udenlandske turister, som foretog 1,6 mio. flere overnatninger( +6,7 pct.) end året før. De danske turister foretog ca. 800.000 flere overnatninger. (+3,2 pct.)
Turisterne fra Danmarks største udenlandske markeder (Tyskland, Norge, Holland og Storbritannien) bidrog alle til væksten i de udenlandske overnatninger. Desuden viser turister fra markeder som USA, Kina, Brasilien, Indien og Australien en øget interesse for Danmark, målt i overnatninger.
Sverige har – som det eneste af dansk turismes nærmarkeder – oplevet en negativ vækst i overnatningerne i 2015. Nedgangen skyldes en svækket svensk krone, som har gjort det dyrere for svenskerne at tage til Danmark på ferie.
Turisterne forbrug skaber omsætning og arbejdspladser
Turismen spiller en vigtig rolle i det danske samfund. Turisternes samlede forbrug på 91,9 mia. kr. skaber nemlig omsætning og beskæftigelse i en lang række erhverv, også udenfor de erhverv som man normalt forbinder med turisme. Ferie- og forretningsrejsende bruger ikke kun penge på overnatninger og restaurantbesøg, men også på shopping og meget andet. VisitDenmarks beregninger viser, at turismen er med til at skabe knap 111.500 job i Danmark.
Turismen er et af Danmarks største eksporterhverv
De fleste tænker nok ikke over det, men turismen i Danmark er et eksporterhverv. Når en udenlandsk turist bruger penge i Danmark, svarer det til at en dansk produceret vare, service eller oplevelse bliver eksporteret til udlandet. De udenlandske turister forbruger for i alt 36,7 mia. kr. årligt under deres ophold i Danmark. Turismen står for 3,6 pct. af den samlede danske eksport.
Tre typiske udenlandske turister i Jammerbugten
VisitDenmark har lavet en lille guide med bud på særlige kendetegn, der gør dig klogere på de typiske udenlandske turister, der besøger Jammerbugten
Den tyske turist
De tyske gæster er kernesund tysk middelklasse. De kommer i egen bil til de danske kyster. Næsten hver tredje familie har en hund med i bilen, og langt de fleste kommer fra delstaterne i Nordvest: Slesvig-Holsten, Hamborg, Bremen, Niedersachsen og Nordrhein Westphalen. Fire ud af fem overnatter i feriehuse, og hovedparten af overnatningerne foretages i kommuner langs med Vesterhavet.
Tyskerne klæder sig typisk i outdoor tøj og shorts, og selv om de modsat hvad danske stereotyper tilsiger ikke kan lide regnvejr, så lader en byge eller to dem ikke slå ud. De er glade for hotdogs og frisk fisk, dansk softice, wienerbrød og økologiske produkter er også i høj kurs.
De tyske turister er også typisk meget velforberedte. Alt bliver planlagt hjemmefra. Fra madplanen for hele ferien til udvalgte udflugtsmål til, hvordan de kommer til Danmark.
Den svenske turist
De svenske turister kommer hovedsageligt fra Syd- og Vestsverige. De kommer enten som voksne par i alderen 40+ eller sammen med deres familie, når børnene er omkring 6-11 år. Svenske turister foretrækker at holde korte ferier i Danmark.
De er ofte smart og moderigtigt klædt, og når de skal ud at spise, opsøger de gerne dansk gastronomi. Det er imidlertid danskproducerede rejer, krabber og skaldyr – og gerne friske – der regnes som uundgåelige på en ferie i Danmark. Også smørrebrød og mere klassisk dansk med som rødspættefilet med remolade har sin plads på den svenske middagstallerken.
Den norske turist
Stort set alle nordmænd har været i Danmark inden for de seneste par år og har et forhold til de danske feriedestinationer. Det er typisk familier med børn under 13 år samt voksne par og vennegrupper, der rejser hertil. Desuden tiltrækker Danmark også mange norske mødeturister.
Størstedelen kommer fra Oslo-området og et par timers radius omkring hovedstaden, samt de områder der har færgeafgange til Danmark som Kristiansand, Larvik, Stavanger og Bergen.
De norske turister er typisk mere praktisk end fashionabelt klædt. De går typisk i travesko, reflekser, rygsæk, skalljakke og den obligatoriske Fjäldräven. De norske turister tager typisk en dag ad gangen, og så bliver de ikke skræmt af dårligt vejr. Alt vejr er udendørsvejr for norske turister.