Udvikling:
Velkommen hjem
Der sker i disse dage, sågar timer, stor udvikling på Coop-fronten i Blokhus, Pandrup og Løkken
Tekst & Foto: Louise Kande
Mens Dagli’ Brugsen i Blokhus må vinke farvel til Anders Sølvkær som uddeler, kan Super Brugsen i Pandrup varmt ønske ham velkommen hjem. Blokhus byder nu velkommen til Thomas Velling som uddeler, og derudover er der netop investeret 26 millioner kr. i en udvidelse og modernisering af Super Brugsen Løkken, et projekt der har været planlagt gennem længere tid.
Fra én æra til en ny
Efter en super flot indsats i Dagli’ Brugsen i Blokhus, hvor Anders Sølvkær skabte en voksende loyalitet fra kunderne, og en stor fremgang i forretningen, giver Anders Sølvkær nu fanen videre til Thomas Velling.
– Jeg mener, at jeg har været med i et team i Blokhus, der har skabt resultater, og jeg føler, at jeg med ro i sindet kan overbringe nøglen til Thomas. Det har været vigtigt at være aktiv i forhold til udviklingen af destinationen, og jeg har derfor forsøgt at involvere mig i aktiviteter og arrangementer, der tilgodeser de lokale, såvel turisterne. Vi har oparbejdet en solid og trofast kundekreds, og en voksende opbakning fra turisterne og gæsterne, siger Anders med et smil på læben.
– Vi kommer til at savne ham. Han har gjort så meget for byen, for butikken og har hele tiden evnet at have fingeren på pulsen, og et smil på læberne, når kunderne kommer ind i butikken. Vi ønsker ham god vind fremover, og i samme ombæring er vi med glæde spændte på den nye uddeler i Blokhus, fortæller David Bach, souschef, Dagli’ Brugsen Blokhus
– I februar tiltrådte Anders som ny uddeler i Super Brugsen Pandrup. Og han ligger ikke skjul på, at han nyder at være kommet hjem igen. Han startede i sin tid som flaskedreng og fik sin læreplads i forretningen. Han bor i Pandrup og har en stor forståelse for området, såvel den trofaste kundekreds der er omdrejningspunktet for butikken.
– Jeg har faktisk allerede sat håndværkerne i gang med ombygning af indgangspartiet i butikken. Her vil vi fremadrettet byde kunderne velkommen med nybagt brød fra Hune Bageri, kioskvarer og post. Jeg stræber mod at tilbyde kunderne et større sortiment, en bedre service og flottere butik. Vi skal på den anden side også tilbyde kunderne attraktive priser og sikre en fornuftig avance. Deri ligger udfordringen. Så meget desto mere grund er der til at anerkende den udvikling, vi efterstræber i Super Brugsen Pandrup, fortæller Anders.
Thomas Velling i spidsen for Blokhus
Den nye uddeler er også på plads i Dagli`Brugsen Blokhus. Han hedder Thomas Velling, er 29 år gammel, og mandag d.16. februar starter han i butikken i Blokhus. Thomas kommer fra et job som souschef i Super Brugsen Videbæk, som han har varetaget de sidste 4 år. Han er udlært i Super Brugsen i Aalborg, og har siden han startede sin karriere, haft flere lederjobs indenfor Coop-koncernen.
Mogens Knudsen, direktør for Løkken Brugsforening fortæller:
– Det bliver rigtig spændende at få Thomas til Blokhus og jeg ser et spændende samarbejde på flere fronter. Han kommer ind i en forretning med et utrolig godt personale, hvor der er en god drift, og hvor han er helt parat til at varetage de gæster, lokale og i særdeleshed turister, som besøger butikken.
– Jeg har altid haft stort fokus på en god kontakt til lokalsamfundet, og været involveret i det lokale erhverv, og det har jeg også intentioner om at gøre i Blokhus. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang, fortæller en glad Thomas Velling.
– Butikken har på kort tid fået stor opbakning i lokalsamfundet, afholdt diverse arrangementer og de innovative tiltag vil vi fortsat arbejde med, når Thomas starter i jobbet. Thomas er en rigtig butiksmand med et godt humør, og som elsker den gode lokale kundekontakt.
Super Brugsen Løkken i voksealderen
Og når vi taler om udvikling og forandringer i Brugsen i Blokhus og Pandrup, må vi unægtelig også nævne investeringen i Super Brugsen Løkken, for mere end 26 millioner.
Efter en lang byggeproces og udvidelse på 1.000 m2 er Super Brugsen Løkken ved at være klar til kunderne. Siden sommerferien 2014 har byggeprocessen stået på og dørene blev åbnet mandag d.2. februar.
– Det bliver én af de flotteste og største Super Brugsen forretninger i Danmark, med et salgslokale på 2.200 m2. Den nye butik bliver indrettet med eget Blomsteri; " Byens Blomster ", en ny flot bagerafdeling med hyggelig kaffebar, og derudover er der 200 m2 nedkølet grøntafdeling og en stor slagter- og delikatesseafdeling. Foruden udvidelsen, har huset gennemgået en gennemgribende modernisering. Så vi glæder os til at byde kunderne velkommen i butikken igen, med nye og spændende varesortimenter, afslutter Morgens.
Hele projektet står færdigt til påske.