Nyheder
imported

Verdens Eliten Hopper ud over Blokhus

Eliter i faldskærmsudspring fra hele verden, kommer til Blokhus den 21.-23. juni til International Faldskærmskonkurrence 2019. Det bliver en stor konkurrence, hvor nogle af verdens bedste præcisions faldskærmsudspringere vil deltage.

Tekst: Lotte Kande (redigeret) – Foto: Bøjstrup Reklamefoto

Publikum får nu en enestående mulighed for at komme helt tæt på faldskærmsudspringere, når Blokhus International Faldskærmskonkurrence bliver afviklet på den smukke hvide strand i Blokhus for første gang. Syd for nedkørslen til stranden i Blokhus vil fly starte med de dygtige udspringere, således publikum kan få en helhedsoplevelse af hele konkurrencen. Konkurrencen er både individuel og for hold af 5 springere.

Krævende spring

Hele eventen er gratis og der vil være gode muligheder, for at få nogle enestående billeder af de dygtige faldskærmsudspringere i luften. Faldskærmsudspringerne har efter mange års erfaring, trænet sig op til denne præcisionskonkurrence, hvor det gælder for udspringerne om at lande på, intet mindre, end en plet på størrelse med en 2-krone. Sådan et spring kræver meget træning, men vejret er også en vigtig faktor for at udføre det perfekte spring. Der kan opstå perioder, hvor vejret ikke tillader de dygtige springere at hoppe ud over Blokhus. Men fortvivl ej, konkurrencen strækker sig over 3 dage, så der er rig mulighed for at se en masse spring.

Stærke profiler og imponerende titler

Tidligere verdensmester og nuværende landsholds faldskærmsudspringer samt primus motor for konkurrencen i Blokhus, Torben Glud er utrolig tilfreds med at det hele skal foregå i Blokhus. – Jeg håber, at den store internationale konkurrence kan være startskuddet til en tilbagevendende begivenhed for Blokhus, udtaler Torben Glud. Det er nogle stærke profiler, som dukker op til denne konkurrence og det danske landshold har nogle imponerende titler i rygsækken. 3 ud af 5 springere på det danske landshold har været verdensmester. De var i Bosnien i starten af juni for at træne, så de kan være toptunet til konkurrencen i Blokhus.

Nordjyske deltagere

Derudover er 4 ud af 5 springere på landsholdet nordjyder – de er derfor på hjemmebane, hvilket kan give en fordel i konkurrencen. En af de stærke profiler fra det danske landshold er Mike Petersen på 63 år, som har en imponerende historik af spring på omkring 12.500. Udover danske springere, får Blokhus også besøg af amerikanske ”Jimmy”, som har været amerikansk mester 16 gange, været medlem af det amerikanske landshold 22 gange, vundet Civil VM og Militær VM 3 gange. Jimmy startede med at springe da han var 16 år og har sprunget omkring 12.000 gange. Der er virkelig langt op til en weekend hvor det er muligt at komme helt tæt på magien omkring faldskærmsudspring.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events