Medier Verden over har længe flittigt rapporteret om det.
Verdens største sandslot står ved Skulpturparken Blokhus, og nu har det imponerende værk i sand fået det endelige officielle blå stempel.
Det er optaget i Guinness World Records.
– Jeg er tossestolt. Det er Verdensrekord, og så slår vi den tidligere rekord med 3,5 meter, det er noget af et højdespring, siger en meget glad John Andersen, indehaver af Skulpturparken, og manden bag opførelsen af en Verdensrekord.
For på p-pladsen foran Skulpturparken troner sandslottet op i 21 meter og 16 centimeters højde med en diameter på 32 samt en vægt på 6.200 tons.
Verden rundt
John Andersen tog initiativ til projektet og med støtte fra mange sponsorer, erhvervsliv og kommunen samt dygtige stampere og skulptører under ledelse af Karsten Nielsen er slottet med de mange motiver og detaljer nu en kæmpe attraktion.
Slottet har også trukket opmærksomhed Verden rundt, blandt andet i Australien, Kina og resten af Østen.
Det har optrådt i medier i alle Verdensdele samt været med i reportager i de fire største medier foran flere end 300 millioner seere, som BBC, USA Today, NBA og CNN.
Kort sagt Blokhus er blevet Verdensberømt med en nyhed, som uden tvivl vil trække endnu flere turister til området.
– København og Odense har deres store turistattraktioner. Lige nu har vi Verdens Største Sandslot, og med anerkendelsen fra Guinness World Records vil det helt sikkert begynde at kaste frugt af sig.
– Når vi lige nu dagligt har 1.600 gæster inde i Skulpturparken, så kan vi se mindst tre gange så mange, som gratis kommer og oplever Verdens Største Sandslot uden, at de kommer i parken. Det betyder, at denne attraktion smitter af på søgningen i hele Blokhus-området og er til gavn for hele turisme-sektoren og dermed for Jammerbugt, siger en glad John Andersen.
FAKTA:
- Sandslottet er 21,16 meter højt og har en diameter på 32 meter. Det er Verdens største.
- Der er brugt mere end 6.400 tons sand, som ved kraftig stampning er komprimeret 40 pct.
- 7 erfarne ”stampere” har stået for den grundlæggende baseopbygning.
- 17 internationale sandskulptører har sørget for den unikke kunstneriske udformning.
- Verdens Største Sandslot forventes at kunne ses, indtil vi får frostvejr.
- Projektet koster godt 3 mio.kr. Skulpturparken & Kulturhuset Blokhus
- garanterede økonomi og fuldførelse.
- Projektet er gennemført ved hjælp af bidrag fra sponsorer på 1,5 mio. kr.
- Der er fri adgang for alle.