Nyheder
imported

Windfestival for fuld udblæsning

Dragefestivalen i Blokhus skifter navn til Windfestival og udvider drage-opvisningerne med andre aktiviteter, der også foregår ved hjælp af vind

SE PROGRAMMET HER:/UserFiles/Blokhus_Windfestival_2016_helside_annonce_avis.pdf

De mange farvestrålende drager vil fortsat dansende dekorere luftrummet over Blokhus i pinsen. I år får dragerne dog følgeskab af både kite- og windsurfere, paraglidere, droner samt motordrevet faldskærm til Blokhus Windfestival 2016.

-Vi ville gerne have flere strenge at spille på. Derfor har vi ændret Dragefestivalen til en Windfestival, hvor vi kan lave en række nye aktiviteter, der, ligesom dragerne, benytter vind som drivkraft, fortæller Jette Haugaard Grønhøj, eventkoordinator i VisitJammerbugten og Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der i fællesskab arrangerer festivalen sammen med Dansk Drage Klub.

Bamser med faldskærm

Børnene har fået en stor plads i programmet. De kan blandt andet få hjælp til at bygge deres egen drage i drageworkshoppen og bagefter deltage i dragekonkurrence på stranden. Yndlingsbamsen kan få sin – og måske barnets – største oplevelse, når der er faldskærmsudspring for bamser. Karameludkast fra den flyvende dragefærge er bestemt også meget børnevenligt.

– Her i Blokhus lægger vi meget vægt på at lave sjove aktiviteter for børn. Vi ved, der kommer mange børnefamilier, så der skal også være noget at opleve for familiens yngste, siger Jette Haugaard Grønhøj.

Begge festivaldage byder på børneaktiviteter flere gange i løbet af dagen.

Stranden som scene

Blokhus Strand agerer scene for de fleste aktiviteter. Til højre for nedkørslen vil dygtige drageflyvere fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland domptere deres dynamiske drager. Der vil blandt andet være teamflyvning, hvor mellem fire og ti drageflyvere lader deres fire-linede drager danse sammen til musik. Det er også her, børn og barnelige sjæle kan afprøve deres helt nye hjemmelavede drager. Lørdag bliver nattehimmelen over Blokhus smukt dekoreret, når der er natflyvning med lys – alle er inviteret til at være med, og der er præmier til de mest fantasifuldt belyste drager. På Blokhus Bæk er der begge dage anderæs, der efterhånden er en elsket tradition i Blokhus.

Ud for nedkørslen vil surferne boltre sig i Vesterhavets blå bølger, hvis vinden tillader det, mens stranden til venstre er dedikeret til flyvende objekter uden liner. Her kan kommende paraglidere blandt andet møde paraglider-klubben, PGNord, og prøve groundhandling. Hvis vejret tillader det, bliver der også mulighed for at flyve paraglidning som passager. På denne del af stranden vil Victor Ferens desuden vise, hvordan han kan lette direkte fra sandet med sin utrolige motordrevne faldskærm – og luftkaptajn Henning Mussegaard demonstrere lovmæssig korrekt og forsvarlig droneflyvning.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events