Nyheder
imported

6 nye kanoneraspiranter i Blokhus

Oldermanden har budt 6 nye kanoneraspiranter velkommen i Kanonlauget som nu fuldgyldige kanonerer, efter et års upåklagelig prøvetjeneste.

Blokhus Kanonlaug, Laugsforsamling 10. maj 2018

På Blokhus Kanonlaugs årlige Laugsforsamling blev den kommende sæson drøftet og begyndt planlagt. Sommerens traditionelle kanonskud på Blokhus Strand er stadig en populær attraktion, der samler flere hundrede turister hver aften i sommersæsonen. Således vil  lauget også viderføre tradtionen i sommeren 2018.

De mange frivillige kanonerer tager hver et antal vagter og sikrer således byens gæster en af sommerens traditionelle hyggelige oplevelser kl. 21.00 på Blokhus Strand.

Ved samme lejlighed benyttede Oldermanden lejligheden til at byde 6 nye kanoneraspiranter velkommen i Kanonlauget som nu fuldgyldige kanonerer efter et års upåklagelig prøvetjeneste.

Kanonlauget er en veletableret institution i Blokhus. Lauget blev oprettet i 2009. Flere af de nuværende kanonerer har været med i kredsen i hele laugets levetid. Det betyder dog ikke, at personer i Blokhus og Omegn, der måtte have lyst til søge optagelse i Lauget skal holde sig tilbage.

Da man omgås krudt og kugler skal man dog naturligvis have en pletfri straffeattest, men interessen for at deltage i fællesskabet og lysten til at give byens turister en oplevelse i et skønt fællesskab omkring kanonen er selvfølgelig det bærende eleement i at søge optagelse. Man er velkommen til at rette henvendelse til kanonlaugets medlemmer og give sin lyst og interesse til kende.

Endvidere blev der på mødet nedsat et udvalg  til at tage kontakt til myndighederne og søge skydetilladelser hjem til Lauget. Fra at være et lokalt anliggende, hvor den lokale politimyndighed gav tillladelserne, skal alle tilladelser nu søges via et centralt  kontor, der dækker det meste af Jylland. Her tager man stilling til alt lige fra tilladelse til at anskaffe krudt og til at affyre kanonen ved forskellige lejligheder. Denne proces er tung og stiller øgede krav til administration  og  ansøgninger og især til tålmodighed i forbindelse med afventning af svar. Det nye udvalg, som bl. består af to rutinerede advokater vil forsøge at tage hånd om den fremtidige forretningsgang ved ansøgninger om relevante tilladelser

Som vanligt gav alle Laugets medlemmer udtryk for glæden ved at være en del af det fællesskab, som byen kan være rigtig stolt af, og som indkasserer megen rosende omtale hver sommer også på de digitale medier af byens mange tusinde sommergæster. Dog udtrykte en del af medlemmerne samtidig ærgrelse over, at den ansøgte tilladelse til at salutere ved åbningen af Skulpturparken i Blokhus ikke var blevet imødkommet af myndighederne. 

Læs om fantastiske oplevelser og events