Nyhed:
Flaskepost igen fundet i Blokhus
– måske HELT fra Kina?
Tekst: Louise Kande – Foto: Privat
Bitten og Jørgen Povlsen fra Blokhus blev for et par uger siden noget overraskede, da de spadserede langs stranden ved Blokhus syd.
De fandt en flaskepost
Bitten og Jørgen tog den med hjem, men kunne ikke komme til at få brevet fra flasken ud. De ødelagde forsigtigt flasken, og fik hevet brevet ud. – Vi kan ikke rigtig tyde, hvad der står, men vi tror det er på kinesisk. Og så er det som om, at der står 2014 et sted, men vi er ikke helt sikre. Om flaskeposten er kommet fra Kina eller om den er skrevet på kinesisk, men smidt i vandet et helt andet sted – det kan vi kun spå om, fortæller Jørgen begejstret.
Facebook hjalp
Redaktionen på Blokhus Medier lagde et opslag op på Facebook omkring nyheden, og Vibeke Falk Myhlendorph fik brevet oversat af sin kollega Suri Hao. I kommentarfeltet på opslaget skrev hun følgende:
– "Min kollega er fra Kina og har oversat hvad der står i brevet: 1. Jeg ønsker at jeg og min familie bliver over 200 år. 2. jeg ønsker at jeg bliver en superstar eller en berømt designer. 3. Jeg ønsker at blive god til engelsk. På de andre breve står der noget med: 1. Jeg ønsker at rejse endnu mere sammen med (og så er der nævnt 3 navne på personer). 2. Jeg ønsker mig rigtig mange stiftblyanter. Endvidere ser det ud til at brevet er skrevet at et barn.