Det sker

Fra Alene i Vildmarken til Blokhus

Natur Niels inviterer til vildmarksdag

Natur Niels inviterer hele familien med ud i naturen, når han torsdag den 15. oktober gæster Blokhus Efterårsfestival.

Han klarede 40 døgn alene i den finske vildmark med begrænsede hjælpemidler. Her gjorde han sig blandt andet bemærket med sit shelter og sin evne til at få det bedste ud af naturen omkring sig. En kamp, som de danske TV-seere har kunnet følge på DR. Idag bruger han sin erfaring til at inspirere børn, unge og andre til at komme mere ud i naturen. Torsdag den 15. oktober er den finske natur derfor skiftet ud med Søerne i Hune, hvor han inviterer børn og voksne til en eftermiddag med vildmark, natur og eventyr.

Ved vildmarksdagen i Blokhus deler han historier fra vildmarken, giver sine bedste tricks videre og lader familierne prøve kræfter med forskellige vildmarksudfordringer. Alle børn, der gennemfører udfordringerne, får et vildmarksdiplom med hjem.

Det er Destination Blokhus, der står bag arrangementet, som finder sted fra kl. 14 til 16 ved Søerne i Hune på Kirkevej i Blokhus. Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.

Blokhus Efterårsfestival afvikles af Destination Blokhus og VisitJammerbugten fra den 10. til 18. oktober 2026.

Flere nyheder