Blokhus

Glimtende julelys i Blokhus tiltrækker gæster

Udsmykning skaber positiv opmærksomhed vidt omkring
juleoplevelser blokhus skøjtebane

Hvert år i november bliver Blokhus og Hune pyntet med smukt glimtende julelys, der spreder julehygge, glæde og stemning blandt både lokale og besøgende.

Skøjtebane, lygtepæle, restaurationer, attraktioner og butiksfacader bliver smukt dekoreret med lyskæder.

Aftenmørket bliver afløst af et behageligt lys, der skaber en indbydende stemning for oplevelser og julegaveindkøb.

Og netop den hyggelige atmosfære og den smukke udsmykning resulterer nu i positiv opmærksomhed vidt omkring i Nordjylland.

– Den flotte udsmykning har fået gæster til at rose oplevelsen, når de besøger byen, fortæller formand i bestyrelsen for Erhvervsforeningen Destination Blokhus, Berit Bøjstrup. Det er jo helt fantastisk at besøgende får en wau-oplevelse, når de kører ind til byerne.

julelys blokhus jul

Større oplevelse

– Nu vil vi gerne arbejde for at gøre det til en større oplevelse, og sætte kræfter ind på at tiltrække endnu flere gæster, som får lyst til at besøge området netop pga. den helt særlige juleoplevelse. Vi vil derfor meget gerne sende en positiv appel til de lokale borgere og have deres hjælp til at pynte yderligere op med julelys.
Så har man en plads på en gavl og på stakittet ud mod gaden, hvor der er plads til en julekæde eller en indkørsel, hvor der kan stå et juletræ med belysning, så kunne det hele måske nå nye højder, forklarer formanden.

Forhåbningen er, at alt kan være klar til skøjtebanens åbning 25. november, hvor de frivillige i de forgangne uger har arbejdet intenst med udsmykning i form af juletræer, kæmpe snekugle og julekæder på Blokhus Torv.

Blokhus Skøjtebane

-I forvejen kommer der mange gæster til byen, når der åbnes op for skøjtebanen, og så kunne det være fantastisk flot, at alle hjælper hinanden med en form for belysning ved deres private boliger, siger Berit Bøjstrup.

Erhvervsforeningen har selv i år udvidet deres julebelysning i og med, at de er bevilget støtte på 50.000 kr. fra en pulje hos Nyfors. Foreningen har udvidet med udsmykning i lygtepælene ud ad Pirupvejen og Hune Torpvej.

Flere juleoplevelser

Magisk Jul i Skulpturparken Blokhus

Læs om fantastiske oplevelser og events