Det er kun få dage siden, ægteparret Mette og Jacob Møller Bobach for første gang slog dørene op til deres nye familieprojekt: Vinbaren Hr. Jessen i Løkken. Parret har netop overtaget stedet fra de tidligere ejere, Leif og Lotte Jessen – og den varme modtagelse fra byen har rørt dem begge.
– Det strømmede ind med gæster lørdag, og på et tidspunkt var der ikke flere ledige borde. Det var næsten i overkanten – men på den allerbedste måde. Vi er meget taknemlige, fortæller Jacob Møller Bobach, mens han holder en pause i arbejdet med at sætte terrassemøblerne i vinterhi.
Han har de seneste ti år arbejdet for Novo Nordisk, mens hustruen er uddannelsesvejleder. Men det var en udstationering til Indien, der for alvor satte tankerne i gang om et andet familieliv.
– Vi boede i Indien med vores tre døtre fra 2021 til 2023, og der fik vi øjnene op for en anden måde at være sammen på. Da vi rejste hjem, vidste vi, at vi ikke ville tilbage til det klassiske hamsterhjul. Vi ville finde et projekt, vi kunne dele som familie, fortæller Jacob Møller Bobach, der valgte at opsige sit job ved årsskiftet 2025 og i dag arbejder som selvstændig konsulent.
At parret fra Hjørring nu kan kalde sig ejere af en vinbar og -butik, er lidt af et tilfælde. Selvom de gennem 15 år har haft sommerhus i Løkken, havde de aldrig sat deres ben i vinbaren i Nørregade.
– Første gang, vi trådte ind ad døren, var faktisk, da den var annonceret til salg. Men det føltes med det samme helt rigtigt, fortæller Jacob Møller Bobach.
Navnet Hr. Jessen får lov til at blive, og på hylderne vil gæsterne i første omgang også kunne finde de velkendte vine.
– Vi overvejer vi at udvide vinsortimentet, men vi vil gerne lige lande, mærke stedet og lære vores gæster at kende, før vi ændrer noget, siger Jacob Møller Bobach.
Om det på et tidspunkt bliver økonomisk muligt for parret at kvitte deres respektive jobs for at hellige sig Hr. Jessen, er endnu uvist. Foreløbig glæder parret sig over, at de har realiseret drømmen om et fælles familieprojekt, hvor også tre døtre på henholdsvis 15, 13 og syv år kan få lov til at være med.
– Det er begyndelsen på et nyt eventyr. Hvordan det ender, må tiden vise – men vi glæder os til rejsen, siger Jacob Møller Bobach.






