Paul Harrison Band med Camilla Ernen-Lyngholm gæster Munkens Jazzklub
Paul Harrison har i over et årti været en af jazzscenens mest dominerende topnavne i Europa. Han er respekteret som både musiker og kapelmester og har et drive til konstant og overbevisende at lede et internationalt band på et højt musikalsk niveau. Harrisons popularitet gør sig også stærkt gældende uden for Danmarks grænser hvor han har besøgt mange festivaler og klubber.
Onsdag den 17. juli gæster han Munkens Jazzklub sammen med sangerinden Camilla Ernen-Lyngholm som er kendt for sin fantastiske sangstemme og for at supplere bandet på fornemt vis.
Harrison har for længst markeret at kvalitet og stor underholdningsværdi er hans varemærke. Han har om nogen sat en høj standard inden for genren jazz, og han formår hver gang at levere varen med et motiveret og stærkt hold omkring sig. Harrisons stil – der kendetegnes ved et imponerende up-tempo varieret med smukke ballader – har givet ham stor anerkendelse og noget nær en kultstatus. Harrisons popularitet er ganske enkelt ikke til at overse.
Koncerten starter kl. 19, og finder sted i et telt opstillet til lejligheden, så arrangørerne opfordrer til at man tager praktisk tøj og fodtøj på.