Tekst og foto: Lotte Kande
De fleste kender ham. Og han kender de fleste. Igennem de seneste 6,5 år har Jakob Tømmerby drevet Restaurant Nordstjernen i hjertet af Blokhus. Hans karriere i Blokhus startede dog længe forinden. Det var nemlig Jakobs forældre, der drev Nordstjernen fra starten af 80’erne og i en længere periode. Så da han i februar, 2014, overtog Nordstjernen var det lidt som at komme hjem. Men nu er han på vej videre. Videre til nye spændende oplevelser og udfordringer, der venter forude.
-Jeg har nydt hvert et øjeblik, siger Jakob. Det er med en vis form for vemod, at han nu takker af efter rigtig mange år i restaurationsbranchen. – Nordstjernen har været mit – og min families hjertebarn. Jeg har forsøgt at køre en butik videre, i den ånd der allerede var på stedet. Vi har fulgt med udviklingen, tilpasset os vores kunders behov og har haft stort fokus på, at uddanne vores personale. Det har været afgørende faktorer for den succes, jeg synes vi har opnået, udtaler Jakob.
Nye ved roret
-Den store opbakning og tillid der er udvist mit team og jeg, håber jeg fortsætter til de nye forpagtere. Der er lagt et stort arbejde i at finde de helt rigtige til at overtage Nordstjernen fremadrettet og det er med et stort smil på læben, at vi kan offentliggøre at to unge og arbejdsomme fyre fra lokalområdet tager over ved roret fra d. 1. oktober, siger Jakob. Det nye hold, Michael og Christoffer, kender huset særdeles godt. Begge er nemlig udlært på stedet. Christoffer under Christian Hem, der før Jakob drev Nordstjernen og Michael, der har været under Jakobs vinger. Sammen kommer de med 10,5 års erfaring fra stedet og er klar til at varetage restauranten i den form, der kendes. Derfor er det også vigtigt at nævne, at arrangementer, selskaber og events der ligger ude i fremtiden selvfølgelig fastholdes, som det er aftalt, afslutter de enstemmigt, mens Jakob samtidig pointerer, at han kommer til at savne alle de gode stunder Nordstjernen har bragt ham og derfor ønskes en særlig tak til alle de, lokale, gæster og turister, der igennem tiden har støttet stedet og gjort livet på Nordstjernen til noget helt særligt, som han altid vil tænkte tilbage på med stor glæde.