Brovst

Så mange penge fik børnehaver samlet ind til Ukraine

Børnehaverne Bøgebakke og Skovsgård Børnehave afsluttede onsdag 30. marts deres flaskeprojekt, hvor de har samlet flasker ind til fordel for Ukraine.
Det blev afsluttet med manér på Markedspladsen i Skovsgård sammen med samarbejdspartnere, forældre og øvrige pårørende.

Flot indsamling
De to børnehaver har tilsammen indsamlet og pantet flasker for små 10.000 kr. hen over de seneste par uger.
Pengene blev overrakt til repræsentanter for Røde Kors af børn fra både Bøgebakke Børnehave og Skovsgård Børnehave.
– Jeg er verdens stolteste leder. Det er jeg, fordi vi har nogle fantastiske forældre i Bøgebakke og Skovsgård. De har hjulpet med at pante, og de har oprettet deres egen lille filial af flaskeindsamling, fortæller Bente Graakjær, der er overordnet dagtilbudsleder.
– Mange forældre har gået fra dør til dør for at samle flasker. Jeg er også stolt af de fantastiske medarbejdere i børnehaverne, som har knoklet for den her gode sag. Men det, jeg er allermest stolt af, er børnene. De har hængt plakater op, slæbt flasker og ikke mindst pantet flasker, siger hun.
Pengene fra indsamlingen går ubeskåret til Ukraine.

En god følelse
Oveni at hjælpe Ukrainere, så håber Bente Graakjær også, at børnene tager mere med fra projektet.
– Børnene har hjulpet mennesker, der bor langt væk, men som har brug for hjælp. Det har gjort dem glade at hjælpe andre. Jeg ønsker derfor, at alle – børn og voksne – som har været en del af flaskeindsamlingen, vil tage den følelse med sig, at de bliver glade af at hjælpe andre, fortæller Bente Graakjær.
Røde Kors takkede for det flotte resultat, som de var meget imponerede over.
Efter formaliteterne var der kagemand til alle, mens der blev leget og hygget på Markedspladsen i Skovsgård.

Læs om fantastiske oplevelser og events