Blokhus

Sweethearts på scenen i Blokhus

 | FOTO: Poul Nymark
Fest, fællessang og glæde på torvet

En af Blokhus´ faste traditioner er de populære, gratis torsdagskoncerter. Hvert år har arrangørerne et stort line-up af kendte danske kunstnere, som kan underholde og skabe en fantastisk stemning i feriebyen til glæde for både lokale og gæster. To koncerter er allerede afviklet, og nu gælder det den tredje i rækken.

Godt fulgt op af sidste uges imponerende show med Bootleg Beach Boys, er der i denne uge inviteret til masser af ørehængere, når Sweethearts, under ledelse af Pernille Højmark, indtager scenen i Blokhus torsdag 18. juli kl. 20.30. Her kan du nyde den fantastiske stemning med et farverigt show med sange som “Smilende Sussi” og “Flower Power”.

Fra Cuba til Blokhus Torv

Sweethearts har spillet sød musik siden 1988, hvor de med kendte klassiker og glimt i øjet har spillet sig ind i publikums hjerter. Bandet hvor højaktuelle Pernille Højmark står i spidsen består desuden af bassist Kim Kidholm, guitarist Lars Fabiansen, keyboardspiller Peter Michael og trommeslager Jesper Rytkov. De har de sidste 30 år turneret rundt lige fra Skagen til Lolland fra Cuba til Grønland, fra Tunø til Anholt og nu til Blokhus Torv. Der er lagt op til en festlig aften med et velkendt repertoire, hvor publikum kan synge med på de mange klassikere.

Festerkester er klar

Koncerten starter kl. 20.30, men allerede fra kl. 19.00 er der festlig musik og stemning, når Festerkester indleder den musikalske aften.
Det populære partyband underholder med hits fra 1960´erne og frem til nutidens hotte hits. Sidste år sørgede de for opvarmningen til Stig & Vennerne, hvor de formåede at skabe en fantastisk fest inden hovednavnet gik på scenen. Der er derfor igen lagt op til fest til årets tredje sommerkoncert.

Festlige sommeraftner

Alle torsdage sommeren igennem, fra uge 27 til og med uge 31, vil scenen i hjertet af Blokhus blive omdannet til en levende koncertplads, hvor populære kunstnere og talentfulde musikere vil underholde publikum med et bredt udvalg af kendte popnumre.

Støt koncerterne

Som noget nyt kan der ved indgangen købes et støttemærke for 50 kr. Indtægterne går ubeskåret til de mange udgifter forbundet med afholdelse af de populære koncerter.

– Vi vil gerne takke publikum for deres positive modtagelse af salget af støttemærker ved indgangen. Vi er enormt taknemmelige for den opbakning, vi oplevede i torsdags i forbindelse med den anden koncert, hvor rigtig mange valgte at støtte koncerterne, så vi også fremover kan afholde de populære arrangementer. Det er ingen hemmelighed, at alting bliver dyrere, så publikums støtte lander på et tørt sted, afslutter en glad Jannie Ratke fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Desuden opfordrer arrangørerne til, at man undlader at medbringe egne drikkevarer og i stedet køber drikkevarer i barerne på pladsen.

Tak til lokalsamfundet

Ydermere er det vigtigt for arrangørerne, Erhvervsforeningen Destination Blokhus, at der bliver rettet en stor tak til det lokale erhvervsliv samt Jammerbugt Kommune, der gør sommerkoncerterne mulige og naturligvis også det uundværlige frivilligkorps Team Blokhus, som igen i år, står klar ved hanerne og rundt på koncertpladsen under samtlige koncerter.

MUSIK PÅ TORVET

25. juli                  
Kl. 20.30 På Slaget 12
Opvarmning kl. 19.00 v/Romhandleren

1. august                     
Kl. 20.30 Sømændene
Opvarmning kl. 19.00 v/Romhandleren

Læs om fantastiske oplevelser og events