Blokhus

Året der gik 2024

Et tilbageblik på årets højdepunkter og de mange gode oplevelser langs vestkysten i Nordjylland
fly in blokhus

Her ved årets afslutning kan vi se tilbage på et begivenhedsrigt 2024. Året har været fyldt med mindeværdige øjeblikke og har både budt på store events, historiske milepæle samt spændende nyheder og rekorder.

Nedenfor får du et tilbageblik på nogle af årets højdepunkter i hele området langs vestkysten i Nordjylland.

Vilde opdagelser hos Skulpturparken Blokhus

I slutningen af april slog Skulpturparken Blokhus dørene op for ”Verdens Vildeste Opdagelser”. I foråret gik startskuddet for Blokhus Sandskulpturfestival, hvor gæsterne kunne gå på opdagelse blandt de imponerende meterhøje sandskulpturer opført under temaet ”Verdens Vildeste Opdagelser”.

Men det var ikke det eneste parken bød på af vilde opdagelser i årets løb. I Danmarks eneste mobile voksmuseum var det muligt at hilse på alle de kendte verdensstjerner og rundt i parken var der udstilling af hele verdens monumenter. Den landskendte blomsterkunstner Johnny Haugaard rykkede også ind med udstillingen ”Havets Stemme” udarbejdet i samarbejde med hans store følgerskare Blomstermandens Venner.

Imponerende blomsterkunst i naturmaterialer prydede inde og ude og det hele var udformet med håndkraft af de mange frivillige. Og året bliver sædvanen tro afsluttet med Magisk Jul, hvor millioner af julelys stråler om kap i den 20.000 m2 store oplevelsespark.

Etly Klarborgs eventyr

Hos Etly Klarborg blev 2024 noget helt særligt. Virksomheden passerede hele to milepæle. En af de mest markante har nok været gennembruddet for de danske nisser på det amerikanske marked.
Et eventyr, der tog sin begyndelse for 5 år siden, og når der gøres status her i 2024 kan firmaet bryste sig af at have indgået aftale med intet mindre end 21 forhandlere og skabt kontakt til mange flere potentielle samarbejdspartnere på den anden side af Atlanten. De 3 sønner er foregangsmænd i projektet og med nissehuer på hovedet har de banket på hos relevante forretninger i det store land i et område nord for New York.

2024 blev også året, hvor Nissehuset i skoven i Moseby kunne fejre 20 års jubilæum. Hver søndag i advent igennem alle årene har huset formået at tiltrække tusindvis af gæster, der alle ville opleve den hyggelige julestemning og få et glimt af de drillesyge nisser, der gemmer sig i skovbrynet.

Sushi Mania hos Kalstrup Livsstilshus

I foråret kunne Kalstrup Livsstilshus melde ud, at Sushi Mania flyttede ind i lokaler i tilknytning til deres forretning.

Efter at være fraflyttet Strandvejen 8 i 2023 kunne restauranten derfor tage hul på sæsonen i de nye rammer.

De fik en stormende modtagelse og med den attraktive beliggenhed, hvor de har butiksfacade ud mod Blokhus Torv, har de forkælet gæsterne med den populære spise.

.

Rekorder og sjove feriedage i Destination Blokhus

Blokhus-Hune området med Erhvervsforeningen Destination Blokhus i spidsen er kendt for at stå bag mange aktiviteter og events året rundt. Og ikke alene i højsæsonen, men også både i vinterferien, påske- samt efterårsferien var der planlagt rigtig mange familievenlige aktiviteter til stor glæde for feriedestinationens mange oplevelseshungrende besøgende.
Programmer, der bliver større og større og et væld af sjove og hyggelige oplevelser for børnefamilierne, får flere og flere gæster til at søge mod Blokhus. Og i 2024 var det ingen undtagelse. Bilerne holdte i lange køer, for at komme ind til byen i påskedagene, og flere aktiviteter måtte melde udsolgt. Samtidig kunne erhvervet berette om travlhed og omsætningsfremgang. Men det var ikke alene påskeaktiviteterne, der var årets højdespringere. Nogle af de øvrige publikumssucceser foregik på Blokhus Strand bl.a. med Sankt Hans i juni og Blokhus Fly-In, i slutningen af august. Til sidstnævnte  blev der slået besøgsrekord med anslået 10.000 gæster. De var alle kommet for at overvære når de flotte veteranfly lettede og landede på Blokhus Strand.

Samtidig var efterårsoplevelserne med Havhekseløbet og Zombier i Blokhus Klitplantage et sandt tilløbsstykke. At blive jagtet af zombier i månelysets skær i Blokhus Klitplantage er eftertragtet og havhekseløbet i Blokhus by kunne i 2024 melde om publikumsrekord.

Alle aktiviteter hjulpet godt på vej via samarbejde med PGU og det store, uundværlige frivilligkorps der løser såvel stort som småt i Destination Blokhus i forbindelse med afvikling af de mange events.

Våde nyheder hos Fårup Sommerland

Hos Fårup Sommerland bød 2024 også på glædelige nyheder. Forlystelsesparken lancerede to imponerende nye vandrutsjebaner i Danmarks største aquapark. Rutsjebaner, der både er Danmarks største, længste og højeste. Parken introducerede også en ny overnatningsmulighed. Med kig til stjernehimlen kunne gæsterne tage de charmerende træ-tophytter i brug beliggende kun et stenkast fra alle de populære forlystelser og i tilknytning til Hotel Fårup. Da der blev taget hul på efteråret bød forlystelsesparken igen indenfor til Lysfald og Høstfest. Et imponerende farvespil af lys og lyd prydede stier og forlystelser og skabte et fortryllende univers da mørket brød frem. Senere kunne parken melde ud at 2025 også vil byde på spændende nyheder, der skal styrke gæsteoplevelsen. Der skal bygges nyt indgangsparti, toilet- og medarbejderfaciliteter samt etableres nye butikker. Et stort udendørs spiseområde skal tages i brug og sammen med en café og muligheden for at smage hjemmelavet is fra eget ismejeri bliver 2025 også et spændende år i Danmarks vel nok sjoveste skov, hvor forlystelsesparken i øvrigt åbner for sin 50. sæson.

Fun hos Fun Art

2024 blev et spændende år hos Fun Art, hvor de kunne præsentere flere nye tiltag. Graffitikunstnere fra hele verden forvandlede bygninger i oplevelsesparken til et farverigt univers med flotte kunstværker i forbindelse med en Street Art Festival.

I år fortrinsvis på gavlene af de nye overnatningshytter, men da hensigten er at det skal være en tilbagevendende begivenhed, håber aktivitetsparken på at kunstnerne kan fortsætte med at dekorere indendørs i 2025.

Et stort indendørs legeland og trampolinpark blev også taget i brug og i efteråret blev der taget hul på et omfattende koncertprogram med flere danske topnavne i en stor nyopført koncerthal, der fremadrettet skal danne ramme om musikarrangementer og øvrige events.

Løkken i positiv udvikling

Bygning af de maritime huse ved Løkken Moleleje blev igangsat i 2024.

Et projekt hvis formål er at styrke turismen og give friluftslivet, kystfiskerne og strandens øvrige brugere nyere moderne rammer.

Et arkitektfirma har været på opgaven, og i den ene bygning bliver der etableret en café, toiletfaciliteter, omklædning og opholdsrum. I den anden bygning vil der blive plads til surf- og outdooraktiviteter samt kystfiskererhvervet.

De maritime huse skal tages i brug i sommeren 2025.

Step In i større lokaler

Forretningen som er kendt som en populær butik i Blokhus når det gælder modetøj til kvinder i alle aldre, isenkram og interiør til boligen valgte i foråret 2024 at tage nye og større lokaler i brug på Strandvejen 8. I forvejen driver ejerparret Mette og Søren Villadsen forretning fra Torvet 15, som skulle bibeholdes, men det eftertragtede varesortiment, førte til at ejerparret så sig nødsaget til at udvide og de kunne dermed efter endt ombygning slå dørene op til den nye butik i maj 2024 .  

Gratis torsdagskoncerter i Blokhus

Som altid bliver der ventet med spænding på hvilke koncertnavne, der er på plakaten til årets gratis torsdagskoncerter på Blokhus Torv.

Men også i år formåede Erhvervsforeningen Destination Blokhus at få sammensat en koncertrække, hvor populære orkestre, på trods af et ustabilt julivejr, alligevel formåede at trække masser af gæster til koncertpladsen i centrum af feriebyen.

Der blev skabt fest og stemning overfor et veloplagt publikum, der altid var klar til at synge med. Store koncertoplevelser var på programmet med navne som blandt andet Sweethearts, Bootleg Beach Boys, På Slaget 12, Shubidua 2,0 og sædvanen tro de populære Sømænd, der fik stemningen til at nå nye højder med deres optræden.

Planlægningen af den kommende sommers musikalske oplevelser er allerede i gang og vil blive offentliggjort senere.

Uld og kunst i Saltum

Tilbage i 2023 blev der iværksat en redningsplan for Uldfestival i Saltum.

En ny bestyrelse blev sammensat og fremadrettet skulle Skandinaviens største uldfestival, der hvert år besøges af tusindvis af danske og udenlandske gæster afholdes på arealet i tilknytning til Jambo Feriepark.

Sammen med Festdage i Saltum, som afvikles i Saltum by har arrangørerne hver for sig udviklet to stærke events, som skaber positiv synergi til hinanden og samtidig har en stærk gæsteappel til alle der interesserer sig for alt der rimer på uld og kunst.

I 2024 kunne arrangørerne melde om gæsterekord til Saltum Uldfestival med ca. 20.000 gæster og Saltum Festdage var også eftertragtet og havde et stort besøgstal.

2024 – et jubilæumsår

Flere lokale virksomheder kunne fejre jubilæer i 2024. Nordeuropas største akvarium Nordsøen Oceanarium i Hirtshals rundede 40 år. 
Kunstcafeen i Blokhus blev bestormet af gæster da de fejrede 10 års fødselsdag, hvor alle retter i dagens anledning kun kostede 100 kr. 
2024 var også året hvor Fårup Skovhus markerede 35 års tro tjeneste som et hyggeligt spise- og overnatningssted. De er kendte for deres prisvenlige buffeter og populære musikarrangementer.  

Nissehuset hos Etly Klarborg kunne i november fejre 20 års jubilæum, og i 2024 passerede Vejgaard Tæppemontering en milepæl med 60 års jubilæum. En forretning, beliggende i Vejgaard, som navnet indikerer, men hvor ejerparret igennem alle årene har haft en stærk tilknytning til Blokhus.

Også ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen kunne markere og fejre 20 års jubilæum for deres faste tilstedeværelse i Blokhus og i Grønnestrand ved Svinkløv blev 200 års dagen fejret for at Kong Frederik VI kom ridende til stedet 21. juni 1824 og udbrød: ”Denne skønne plet er den smukkeste i mit rige”.

Det blev fejret med manér i form af en hel uge fyldt med aktiviteter i den smukke natur ved Svinkløv. 

Blokhus Salt kunne fejre 15 års fødselsdag og sidst men ikke mindst var det til stor glæde for alle da 2024 også bød på en færdiggørelse af Jetsmark Idrætscenter, som i år kunne fejre 50 års jubilæum med topmoderne sports- og overnatningsfaciliteter fordelt på intet mindre end 11.300 m2.

Trav ved Hav

Travløb langs Vesterhavet på Blokhus Strand var en af nyskabelserne søndag 16. juni.
Hestene flyttede ud af travbanen og der blev indbudt til en ”hest”-blæsende dag, hvor gæsterne kunne overvære travløb med såvel store som små heste og spille med i konkurrencen om gode præmier.

Derudover var der også forskellige øvrige aktiviteter herunder bl.a. kæphesteridning og konkurrence imellem fritrækkerne og en galophest.

Introduktionen af den nye event blev straks en succes og efter den gode modtagelse er den planlagt til at være en tilbagevendende begivenhed.

Kutterfestival i medvind

Kutterfestivalen i Thorupstrand, som blev afholdt i september, sejler i medvind og tiltrak flere gæster end nogensinde.

Koncerter fra scenen på stranden og masser af smagsoplevelser baseret på lokale fødevarer vakte begejstring.

Sammen med udsigten til de blå fiskekuttere, der hviler i strandsandet, var stemningen helt i top.

Kutterfestivalen er en tilbagevendende begivenhed og arrangørerne ser frem mod næste år. 

Hune i top

FOTO: LYTT ARCHITECTURE

I bosætningsøjemed er Hune særdeles attraktiv, og byen topper tilflytningsstatistikkerne. Den store efterspørgsel har også ført til at flere boligprojekter har set dagens lys, og der har været spændende tanker i spil for udvikling af byen her tæt på Vesterhavet. Tidligere er XL Byg flyttet lokation, og de kunne i foråret tage den nye bygning i brug i Hune. På grunden, som er nabo til Skulpturparken, blev der præsenteret planer for opførelse af 37 almene boliger og 6 private. Samtidig blev planer om en større omforandring af bygningen, der huser Museum for Papirkunst i Hune offentliggjort. Udfordringer med at de ydre rammer ikke komplementerer det museet repræsenterer indendøre, og de første tanker om at skabe en noget mere opsigtsvækkende bygning i hjertet af Hune, blev præsenteret af det verdenskendte arkitektfirma BIG.

Med tanke for at udvikle Hune yderligere blev der i 2024 også offentliggjort en udviklingsplan, der bl.a. rummer tanker om byforskønnelse, etablering af en spændende bymidte og i højere grad udnytte og skabe forbindelse fra byen til den omkringliggende flotte natur. 

Løb er eftertragtet

Traditionen tro blev Blokhus Marathon gennemført i begyndelsen af august i 2024.

Løbet, der henvender sig til hele familien, er sammensat af flere forskellige ruter både korte og lange distancer.

Den brede appel førte til, at der i 2024 blev slået tilmeldingsrekord med intet mindre end 1.101 deltagere.

Også Forest To The Bay, der altid afholdes i foråret bød også på deltagerrekord i form at 400 løbeglade motionister, der nød naturen omkring Blokhus.

Læs om fantastiske oplevelser og events