Kr. Himmelfartsdag 9. maj bliver startskuddet, hvor SushiMania genåbner deres forretning og vender retur til Blokhus.
Efter 3 år i byen, hvor de tidligere var hjemhørende på Strandvejen 8, måtte de sidste efterår se sig nødsaget til at forlade adressen.
Lejemålet blev opsagt pga. nedrivning af ejendommen, og entreprenøren, der ejer ejendommen havde planer om i stedet at opføre privatboliger. En plan, der førte til at både Vaffelbageren og SushiMania måtte kigge sig om efter et nyt sted til deres forretninger.
Efterfølgende blev de planer dog ændret og Vaffelbageren kunne derfor efter endt renovering vende retur til sit lokale og tidligere er det meldt ud, at Step In åbner forretning i det resterende areal i stueetagen.
SushiMania har derfor været husvilde og har lige siden været på udkig efter en ny lokation i feriebyen.
-Vi glæder os helt enormt til at genåbne forretningen, siger indehaver og administrerende direktør Nathalie Ina Kühl. Vi er ret vilde med at være i Blokhus. Det er en by i rivende udvikling. Det har det jo været i mange år, og det fortsætter bare. Det er fantastisk. Der er masser af liv, og det vil vi gerne være en del af. Byen er fyldt med glade mennesker, og både turister og lokale er meget venligt stemte overfor os. Vi føler os hjemme her, siger hun og fortsætter: Der er også mange, der har spurgt om ikke vi vender tilbage, og det gør vi så nu.
Nu er den rigtige beliggenhed her.
Facade mod Blokhus Torv
SushiMania kommer fremover til at have adresse i stueetagen i ”tårnet” i tilknytning til Kalstrup. Et lokale med facade direkte ud mod Blokhus Torv.
-Det er det helt rigtige sted for os, fortæller Nathalie. Helt centralt og med mulighed for at spise lige udenfor døren. Samtidig er der p-plads i tilknytning hertil, og det er også ret vigtigt i forhold til at rigtig mange kunder bestiller sushi med henblik på take-away, pointerer hun.
At SushiMania etablerer sig i tilknytning til Kalstrup Livsstilshus er en løsning, som Per Kalstrup, indehaver af Kalstrup Livsstilshus, også er meget tilfreds med.
-Vi støtter meget gerne op omkring dem som står for koncepter, der ikke allerede findes i byen. Vi prioriterer selv at udvikle vores egen forretning hele tiden, og det ser vi også meget positivt på, at byen gør i det hele taget. Vi mangler f.eks. takeaway i Blokhus, og det ”hul” udfylder SushiMania nu.
-Vi synes det er vigtigt, at det er forskellige kvalitetsoplevelser, der omkranser torvet og herunder er gode spiseoplevelser jo et rigtig godt bud, fastslår han.
Perfekt kombination
Indehaveren ser sushi og Blokhus som en perfekt kombination.
-Konceptet passer godt til et feriested. Det er oplagt med de lette anretninger, som gør sig godt, når dagene bliver lidt lunere. Her har man ikke brug for så ”tunge” retter, som flere måske mere er tilbøjelige til at spise om vinteren.
Samtidig er det nemt at tage med på stranden eller at sidde udenfor og hygge sig med det på torvet.
Lækre anretninger
Udover de mange velkendte sushistykker med et utal af varianter og smage er der også nyt på menukortet. Gæsterne kan bl.a. glæde sig til at sætte tænderne i sticks med henholdsvis kylling og wagyu, der for kendere, er en af spydspidserne indenfor oksekød. Samtidig er det også muligt at bestille en god rosévin, som passer rigtig godt til sushi, og til dessert kan man forkæle sig selv med de populære mochi is, som er små asiatiske is med forskellige smage.
Lige nu er håndværkere i fuld gang med at indrette sig i lokalerne, for at være klar til åbningen Kr. Himmelfartsdag 9. maj. Forretningen vil efterfølgende holde åbent torsdag, fredag og lørdag i maj og juni, og så snart der tages hul på højsæsonen vil der være åbent hver dag.
Danmarks største sushikæde
SushiMania er Danmarks største sushikæde. Virksomheden har i sin tid haft sit udspring fra Reberbansgade i Aalborg for 15 år siden. Pt. er der 19 forretninger på landsplan. Tilbage i 2021 etablerede kæden sig i Blokhus og efter en kort pause fortsætter eventyret så nu med den asiatiske delikatesse – bare på en ny adresse.